1.8. Peder Laurids Christensen (Bro)

Den yngste af Sønnerne i Ægteskabet mellem Husfæster Christen Jensen Bro og Hustru Anna Mikkelsdatter var Peder Laurids Christensen, der var født i 1765 i Vilsted. Mens de andre af hans Søskende havde faaet deres Skolegang hos Studenten Søren Mogensen, der var Lærer i Vilsted fra 1740 til 1776, fik Peder Laurids sin Skoleundervisning hos Efterfølgeren Kristian Sinding, der var født 1745[15].

Som sine andre Brødre maatte Peder Laurids ud at tjene, han fik som voksen Karl Plads hos Gaardbrugerenken Maren Nielsdatter i Vilsted, og det endte med Giftermaal. Deres Bryllup stod i Vilsted Kirke den 11. Okt. 1793.

Efter 10 Aars Ægteskab, afgik Maren Nielsdatter ved Døden 1803, og Peder Laurids kunde jo ikke sidde som Enkemand i den ret store Gaard. Han maatte som Skik og Brug var dengang se sig om efter en anden Kone; der maa vel ikke i hans Nabolag eller Omgangskreds have været nogen, han vilde binde sig til, men han har vel faaet opspurgt, at der ovre i Ullerup i Aggersborg Sogn boede en Gaardmand ved Navn Søren Toft, der havde flere giftefærdige Døtre gaaende hjemme hos sig. Peder Laurids rejste saa nordenfjords og havde Heldet med sig, Forældrene har vel glædet sig til, at deres Datter kunde rykke ind som Kone i den gode Gaard ovre paa Himmerland og har straks givet sit Samtykke. Det blev Datteren Else, der blev den fortrukne, og hun flyttede straks over til Vilsted, hvor Brylluppet holdtes kort Tid efter. Ægteskabet blev af meget kort Varighed, idet Else døde efter sin [side 193] første Fødsel den 25. Aug. 1804, og Barnet, en lille Dreng, der i Daaben havde faaet Navnet Jens, fulgte hende i Døden en Maaned senere. Peder Laurids var nu lige vidt, men Elses 17-aarige Søster Mette Kirstine var kommen over for at holde Hus og passe den lille Dreng, og hvad var nu mere rimeligt end at det blev hende, der blev Kone i Gaarden, og deres Bryllup stod det samme Efteraar. I dette Peder Laurids Christensens tredie Ægteskab fødtes der 7 Børn, nemlig [1.8.a.-g.]:

1. Else Marie Pedersdatter, f. 2. Aug. 1806.
2. Ane Marie Pedersdatter, f. 24. Aug. 1807.
3. Kirsten Pedersdatter, f. 29. Marts 1810.
4. Karen Marie Pedersdatter, f. 21. Maj 1814.
5. Maren Pedersdatter, f. 5. Sept. 1816.
6. Søren Chr. Pedersen, f. 7. Juli 1819.
7. Ane Marie Pedersdatter, f. 2. Maj 1822.

Han levede ikke til Børnene blev voksne, han døde den 26. Okt. 1822 og opnaaede kun en Alder af 58 Aar. Mette Kirstine sad nu tilbage med Gaarden og de syv smaa Børn, hvoraf den yngste kun var 5 Maaneder gl.

I Flejsborg-Svenstrup hos Jens Bro tjente der paa den Tid en paalidelig Karl, den 38-aarige Hans Pedersen, ham sendte Jens Bro til Vilsted for at han skulde bestyre Gaarden for Broderens Enke. Der har hurtig udviklet sig et Kærlighedsforhold mellem de to, Hans Pedersen og Mette Kirstine, for allerede 2 Maaneders Dagen efter Mandens Død den 26. Dec. stod deres Bryllup. I dette Ægteskab fødtes 1824 saa Sønnen Peder Hansen, der sidenhen fik Gaarden og først døde i Løgstør 1916, 91 Aar gl., og en Datter Ane Hansdatter, der blev gift med Søren Chr. Pedersen, Thorup i Hanherred. [side 194]

1.8.f. Søren Christian Pedersen

Det har ikke været muligt med Bestemthed at følge alle Peder Laurids Børn fremad paa deres Vandring gennem Livet og konstatere, hvor de er blevet af, undtagen for 3 Vedkommende. Sønnen Søren Chr. Pedersen blev 26 Aar gl. den 28. April 1846 viet i Vilsted Kirke til den 25-aarige Pige Ane Jensdatter, Datter af Gdr. Jens Jensen Aarup af Hulegaard.

De to unge overtog Gaarden efter Svigerforældrene. Søren Chr. Pedersen blev gennem mange Aar en kendt Mand i Sognet, idet han fik meget med offentlige Sager at gøre, ikke mindre end 3 Gange var han Medlem af Sogneforstanderskab og Sogneraad valgt 1856, 1868 og 1877. Han havde meget at gøre baade med Fattigvæsnet og Skolevæsnet i Kommunen, men med sit milde og venlige Væsen kunde han altid faa enhver Sag til at gaa i Orden. Hans Ægteskab med Ane Jensdatter blev barnløst, men der antoges en Plejedatter Ane Marie Christensen, f. 1848, hendes Moder var ugift Ane Andersdatter, f. 18. Juni 1819, Datter af Gdr. Anders Christensen, Skomager i Vilsted. Ane Andersdatter blev 20. Okt. 1860 gift med Ungkarl Peder Jensen Nøhr, hun havde da nedsat sig som Væverske i Vilsted.

Søren Chr. Pedersen byggede sig ved Vejen til Holchasminde et Hus, hvor han boede i sin Alderdom.

1.8.f.1. Plejedatteren [Ane Marie Christensen] blev 1872 gift med Ungkarl Jens Chr. Sørensen fra Løgsted, og de overtog Hulegaarden. I deres Ægteskab blev der født følgende Børn:

1. Helge Nielsen, f. 23. Sept. 1933. Blev 1952 optaget som Elev paa Statsseminariet i Ranum.
2. Elsa Nielsen, f. 13. Aug. 1937. Elev i Løgstør Mellemskole.
3. Kjeld Nielsen, f. 28. Febr. 1940.

1. Eli Nygaard Madsen, f. 7. Sept. 1933. Kommis i Næsby Brugsforening.
2. Svend Aage Madsen, f. 10. Okt. 1936.1 Handelslære hos Uddeler Stentoft, Brøndum.
3. Tage Madsen, f. 29. Nov. 1938.

Den ældste af Peder Laurids Christensens Børn var Else Marie Pedersdatter, f. 2. Aug. 1806. Hun var Tjenestepige hos Gdr. Niels Sørensen i Vilsted og blev den 15. Juli 1831 gift med Enkemand, Fæstegaardmand Niels Jensen Nøhr i Malle. En Datter af dette Ægteskab blev gift med Hans Madsen (Snedker Hans), og dette unge Par overtog Gaarden, da Else Maries Mand var død, men den unge Kone døde efter faa Aars Ægteskab, og Hans Madsen giftede sig atter med en Datter fra Ranum Vestergaard og her blev en Børneflok, hvoraf nogle endnu lever og leder Gaarden.

Else Marie Pedersdatter, der skulde have Aftægt fra Gaarden i Malle, flyttede saa til Vilsted og tog Ophold hos en anden Datter, der var gift med Husmand Hans Peter Christensen (kaldet Malle), og her døde hun som en meget gammel Kone i Aaret 1891.

1.8.c. Kirsten Pedersdatter

Den anden af Peder Laurids' Døtre, om hvem der kan gives lidt Oplysning, var Kirsten Pedersdatter, f. 29. Marts 1810 i Vilsted. Hun blev gift den 30. April 1830 med Husmand, Enkemand Jens Madsen i Vilsted, Kirsten var lige fyldt 20 Aar, mens Jens Madsen var 62 Aar, en Aldersforskel, der ikke var ualmindelig den Gang. Den 6. Sept. 1841 døde Manden, og Kirsten giftede sig 17. Dec. samme Aar med den 35-aarige Ungkarl og Gaardmand Jens Mousten af Ranum.

[side 197] I dette Ægteskab blev født følgende Børn [1.8.c.1. - 5.]

1. Karen Jensdatter, f. 19. Dec. 1842, død som lille.
2. Mourids Jensen, f. 8. Juli 1844, død 1 Md. gl.
3. Karen Kirstine Jensdatter, f. 25. Jan. 1846.
4. Niels Jensen (Mouritsen), f. 16. Maj 1847.
5. Jensine Karoline Jensdatter, f. 9. Dec. 1851.

1.8.c.4. Sønnen Niels Mouritsen, der fik Gaarden, blev gift med Ane Marie Christensen fra Borregaard, hun var født 1856. I dette Ægteskab fødtes der 2 Sønner:

HVAD DE GAMLE OPLEVEDE OG FORTALTE

Naar de gamle kom sammen i de lange Vinteraftener og sad og hyggede sig i de lavloftede Stuer ved Bilæggerovnen, havde de altid et eller andet at fortælle fra fordums Dage. Snakken kunde dreje sig om Oplevelser i deres Ungdom eller Familiebegivenheder, der var hændt mange Aar .forud. Man heftede sig aldrig ret meget ved det, der passerede langt borte, og som man vel aldrig hørte noget om, men saa meget mere ved de hjemlige Begivenheder, det, der passerede i ens egen By eller i Nabosognene. Der blev jo læst op ved Kirkestævne hver Søndag efter Prædikenen, eller ogsaa kunde der spørges et eller andet hos Smeden eller ved Vandmøllerne. Selvfølgelig kunde Præst og Degn tit vide noget, men det var vel ikke altid, det kom til Bøndernes Kundskab. Bøger var næsten ukendte, man ejede højst en Bibel eller Postil og en Salmebog. Aviserne var dengang om ved 1750 ikke begyndt at udkomme, men kom først nogle Aar senere. Størstedelen af Befolkningen kunde jo heller ikke læse og kun enkelte kunde dengang skrive deres Navn.

Det meste Nyt, der kom til Almuens Kundskab, fik man tit ved, at der kom en vandrende Kræmmer til Gaarden, det var jo altid i hans .Interesse at gøre sig interessant ved at fortælle alt muligt baade løst og fast, man vilde gerne høre paa saadan en Mand, der kom fra fjerne Egne og altid oplevede meget, og det hjalp jo ogsaa til, at der lettere kom en Handel i Stand, og var det en, man kendte, fik han baade Traktement og Nattelogi.

Det kan vel i nogen Grad have Interesse at vide lidt om, hvordan de har levet til daglig, disse vore Forfædre, i de gamle lave, lerklinede og straatækte Gaarde og Huse. Som det fremgaar af det over 200 Aar gamle Skifte Side 13-16, har Jens Christensen [side 200] Bro's Gaard i Vilsted været godt besat med Datidens Bohave, Besætning og Redskaber, og man kan vel gaa ud fra, at Familien har levet under nogenlunde trygge Kaar, selv om det har været i den strengeste Tid, danske Bønder har gennemlevet. Priserne baade paa Korn og Besætning var de laveste, der vel nogensinde er kendt, og naar Landgilde og Skat skulde svares, blev der næsten intet at købe for, saa det var strengt nødvendigt at indstille sig paa at være selvforsynende baade med Mad og Klæder.

Om Morgenen stod man op K1. 3 eller 4. Dagens første Maaltid, som Regel Øllebrød med Spegesild, indtoges Kl. G. Ved 9-tiden fik man Formiddagsmelmad med hjemmelavet Ost eller Faarekød som Paalæg. Kl. 12 fik man Unden, først Søbemad af et stort Stenfad, som alle langede til. Søbemaden kunde være Melgrød, Øllebrød, Klumpemælk, Kærnemælksvælling, Grønkaal eller gule Ærter. Som anden Ret fik man lidt Kød eller Flæsk, Saltmad og Brød. Kartofler blev ikke almindelig Spise før efter Aar 1800.

Efter Middag sov Mandfolkene en Time eller halvanden, mens Kvindfolkene vaskede op. Kl. ca. 4 1/2 spistes Mellemmad ligesom om Formiddagen. Dagens sidste Maaltid var Mælkegrød, der indtoges ved 9-Tiden om Aftenen.

Skeerne anbragtes, efter at de var slikket tilstrækkelig rene, ved Loftsbjælken. Pander og Gryder sattes mange Steder ned til Hunden, at den kunde slikke dem rene, hvorefter de fik en Afvaskning. Husmoderen lavede saa godt som alle Steder selv Maden, og hun betragtede det daglige Brød som noget helligt; der blev aldrig [side 201] skaaret Hul paa et Brød, uden at hun slog Kors for det. Det hændte ikke saa sjældent, at der var Misvækst ; særlig galt var det, naar Rugen slog fejl, der var Tilfælde, hvor den maatte blandes med andre Kornsorter, Ærter, Vikker eller Hejre, et enkelt Aar maatte man endda blande med Brummen og Lyng. Mange Tider om Aaret kunde det være knap med Mælk og Smør, man dyppede saa Brødet i Meldyppelse. I saadanne Aar var Kreaturerne jo meget magre om Foraaret, og naar Besætningerne saa skrumpede ind paa Grund af Kvægsyger, kan man forstaa, det blev galt med Folks Ernæring, og Sundhedstilstanden blev ringe. Mange døde allerede i 40-50 Aars Alderen, blev de 70, blev de regnet for ældgamle. Aarsagen kunde være forskellige, Manden drak jo meget af den ikke altid lige godt lavede hjemmeproducerede Brændevin. Der var jo ogsaa Mangel paa Fedtstoffer, naar Kreaturerne var saa magre, og Svin havde man næsten ingen af, i Gris eller højst 2.

Brændslet, man anvendte i de gamle Vilsted-Gaarde, var udelukkende Hedetørv, som blev hentet ude paa den store Falde Hede, en Ret, der var hævdvunden fra gammel Tid, og som varede helt til, man kom til at anvende anden Brændsel.

Møblerne bestod udelukkende af Kister, først med fladt Laag, senere, efter 1750, med buet Laag, og efter Aar 1800 blev det almindelig med Dragkister og enkelte Chatoller. Klædeskabe blev først taget i Brug i Midten af forrige Aarhundrede. I Opholdsstuen havde man det lange Bord omgivet af faste Bænke ved Bordenden og Vinduerne og en løs Skammel mod Stuen. Stolene var af Træ med flettede Halmsæder. For Bordenden sad Manden og ved Vinduerne Karlene efter Rang og nederst Tjenestedrengen eller Børnene, Konen og Pigerne havde saa Bænken, Pigerne stod næsten altid op og spiste; rundt paa Væggene hang saa Manglebrættet og andre udskaarne Nyttegenstande, et enkelt kristeligt Billede og gamle Mindeskrifter over afdøde Slægtsmedlemmer, som Regel forfattede af Degnen i Sognet. Det hændte ogsaa til Tider, at et Fattiglem, der spiste paa Omgang hos Gaardbeboerne, var til Stede, han blev altid sat for sig selv ved den nederste Bordende. Det var Flid og Nøjsomhed, der bar de gamle over [side 202] Vanskelighederne, en kendt Kone af Familien sagde altid til Døtrene eller Pigerne, at de aldrig maatte sætte sig hen om Aftenen uden, at de havde et Arbejde for, og saa kom dengang Karterne frem og Rokkerne igang, indtil Tiden kom, at Konen og Pigen skulde ud at malke Køerne, og Manden eller Karlen at fodre Hestene. Det daglige Arbejde for Mandfolkene i Vinterhalvaaret, naar Pløjearbejdet var til Ende, bestod særlig for Mandens Vedkommende i Fodringen af Heste og Kreaturer, mens Karlen stod i Loen og skulde tærske Avlen med Plejl, et Arbejde, der tog hele Vinteren, dog skulde man helst være færdig til 1ste April, for at man nogenlunde rettidig kunde komme i Gang med Markarbejdet. Plejltærskningen kunde være et trivielt Arbejde, og Karlen skulde nok gennem Lolemmen følge med i alt, hvad der foregik i Gaarden.

Naar Dagsgerningen saa var endt, kom i Vinterhalvaaret det lange Aftensæde. Det kunde jo saa hænde sig, at der indfandt sig et Par fremmede Naboer eller Familiemedlemmer, og maaske havde de deres Koner med, saa var det, at det gik løs med allehaande Beretninger. Det kunde være Spøgelseshistorier og Gengangere, det aktuelle at møde Ligfølger paa Vejene ved Nattetid. Der kunde fortælles saadan, at Haarene rejste sig paa Hovedet af Tilhørerne. Ogsaa andre Ting drøftedes. Der var megen Stude- og Hestesnak mellem Bønderfolk dengang, langt mere end i Nutiden. Men man omtalte ogsaa Begivenheder, der var hændt i Fortiden, og Sagn, der var gaaet fra Slægt til Slægt.

En Kone, der døde i Oudrup i en meget høj Alder, har fortalt om, at hun kunde huske, at hun i hendes Barndomstid havde hørt sin Bedstemoder fortælle om Ulvene ude i den store Oudrup Hede, naar hun drev der med Faareflokken for hendes Husbond; om hvordan der skulde passes paa, at Faar og Lam ikke blev overfalden af Ulve, og om Natten kunde der ogsaa være den største Fare for, at Ulvene kunde gennembryde de lerklinede Mure paa Datidens simple Faarestier. Samme gamle Kone berettede ogsaa, at hendes Bedstemoder havde fortalt, at hun tit havde hørt Ulvene tude om Aftenen, naar de kom ned til Kildedammen i Oudrup Hede for at drikke Vand. [side 203]

En gammel Mand har fortalt, at der gennem Tiderne i mange Slægtled tilbage i hans Familie var fortalt en Historie om, at en sølle Stymper var bleven henrettet ude ved Hornbæk Høje, og at alle Oudrup Bymænd var tilsagt og mødt, for at slaa Kreds om Delinkventen og Retterstedet, men hvilken Forbrydelse, han havde begaaet, er der intet opbevaret om.

Mens Jens Christensen Bro boede i Vilsted som Gaardfæster, var Jens Nielsen Iversen Sognepræst til Vilsted og Vindblæs. Det er vist med Sikkerhed denne Præst, der gaar det Rygte om, at han skulde havde slaaet en af sine Karle ihjel. Men der er vist intet at finde i Herredets Retsprotokoller om Sagen, det er vel heller ikke sikkert, der er rejst nogen Sag mod Præsten i den Anledning, der skulde dengang gode Beviser til for at faa noget ud af Sagsanlæg mod højerestaaende Personer.

Da Jens Christensen Bro og hans Kone Karen Christensdatter døde, var Hans Obenhansen Præst. Han var gift fire Gange og havde mange Børn. Han blev ulykkelig i sit sidste Ægteskab med Præstedatteren Jane Bonne fra Hillerslev i Thy. Obenhansen ofrede [side 204] sig meget for sit Embede, men levede mest tilbagetrukken i sit eget Værelse, hvor han havde et Drejelod at arbejde med. En af hans Døtre, den lille Vilbretton Obenhansen, druknede nede ved Vilsted Vandmølle. Fire Aar efter Præstens Død fødte hans Enke en lille Dreng.

Ved Midten af 1700erne blev Løgstør By hjemsøgt af to store Ildebrande. Den første Brand udbrød den 3. Okt. 1747 ved, at en Pige i Fjordgadekvarteret havde tændt op i Køkkenet og saa løb ud i Byen og lod Ilden passe sig selv. Resultatet blev, at Huset antændtes, og i den stærke Søndenvind bredte Ilden sig hurtigt til de omliggende Gaarde og Huse, saa 1/3 Del af Byen blev lagt i Aske. En stor Del af de voksne Beboere var rejst til Klostermarkedet ved Bjørnsholm denne Dag, saa der var kun faa hjemme til at deltage i Redningsarbejdet. Alle de brandlidte blev ruinerede, og man enedes om at søge Kongen om Hjælp; dette resulterede i, at der blev bevilget 875 Rigsdaler til Hjælp til at lade de brændte Bygninger opføre paany.

Var denne Brand en haard Prøvelse for Byens Beboere, blev det dog meget værre ved Branden fire Aar efter. Det var Natten til den 1. Juni 1751, at et uhyggeligt Brandskær oplyste Himlen over Løgstør, og Dagen efter rygtedes det ud over Egnen, at Halvdelen af Byen var brændt i Nattens Løb, og at der denne Gang gik 3 Menneskeliv tabt. Af Byens 78 Gaarde og Huse brændte de 40 ned til Grunden.

Det uhyggelige ved denne Brand var, at det var en Mordbrand. En af Byens Købmænd Niels Knudsen Drøstrup laa i stadig Strid med en anden af Byens Købmænd Christen Ravnstrup, og han antændte Branden i Ravnstrups Gaard, der laa ud mod Fjorden, hen imod Midnat, og da det blæste stærkt, bredte Ilden sig og fik den uhyggelige Udbredelse paa utrolig kort Tid. Købmand Christen Ravnstrup og hans gamle Moder indebrændte, mens hans Kone og Børnene blev reddet i sidste Øjeblik. Det tredie Offer var en gammel Mand Mikkel Jensen Høgh. Mistanken for Ildens Opstaaen faldt straks paa Købmand Drøstrup og efter flere Forhør med stor Vidneafhøring maatte han give op og tilstod, efter først [side 205] at have aflagt falsk Ed. For den store materielle Skade, han havde forvoldt hos sine Medborgere og for at foraarsage de 3 Menneskers Død, blev han dømt til Døden. - Den 2. Maj 1752 blev Delinkventen og Mordbrænderen Niels Knudsen Drøstrup af Løgstør henrettet og hans Legeme lagt paa et Baal og brændt vesten for Byen for Mordbrand, som han gjorde paa Løgstør Natten mellem den 31. Maj og 1. juni 1751, da han afbrændte 40 Gaarde og Huse og 3 Mennesker i samme Mordbrand blev omkomne. (Løgsted Sogns Kirkebog).

For langt over hundrede Aar siden døde i Løgstør Herredsfoged Scharling, og han bar tillige saa fin en Titel som Kancelliraad, han blev 91 Aar gl. Skønt han opnaaede denne høje Titel, skal han have været Egnen en ualmindelig slet Politimester. Uagtet Fattigforordningen gik der endnu i hans Tid mange rundt og tiggede overalt i Vesthimmerland. Og kom man saa til Hr. Scharling og beklagede sig, hvad enten det nu var Tyveri eller andre mindre Forbrydelser, sagde han altid: "I kan ikke faa nogen Revanche, der er intet at gøre. I kan fratage dem det stjaalne Gods". Og med den Besked maatte Folk saa gaa dengang. I de Tider brændte baade Præster og Bønder overalt i Slet Herred Brændevin, de betalte saa med et Par Sække Byg eller et Par Læs Tørv, og Herredsfogden saa igennem Fingre med det.

Men saa begyndte Befolkningen selv at tage sig af Forbryderne. Hos Gaardmand Mikkel Kuk i Tolstrup brød et Par Tyve ind [side 206] en Nat og stjal ikke saa fan af Mikkels rare Rigsdalere, der henstod i en Lærredspose under Gaardmandens Seng, men Sønnerne, der var stærke og modige Karle, havde opdaget, at der var noget paa Færde, og de forfulgte Tyvene til Hest og paagreb dem oppe i Nærheden af Salling By. De fratog dem Pengene efter Herredsfogdens Anvisning, og førte dem til Løgstør til Hr. Scharling, men denne undskyldte sig som sædvanlig med, at han ikke kunde tage imod dem. Sønnerne var nu kommen ind paa, at Forbryderne skulde straffes og fortsatte med dem til Hobro; nu traf det sig saa uheldig, at Hobro Arrest var overfyldt, man gav dem der den Besked, at de skulde prøve i Mariager, og da man kom hertil, lykkedes det ogsaa at fan dem indsat.

Paa Pladsen mellem Forsamlingshuset og Lokalforeningen i Vilsted By laa i gamle Dage en stor Kæmpehøj, og heri boede Bjergmanden Svarri og hans Folk. Højen laa lige ved Siden af Anders Skomagers Gaard, saa det kunde ikke undgaas, at de fik noget med Bjergmanden og hans Familie at gøre. Anders. Skomagers Kone Bodil har fortalt, det hændte ikke saa sjældent, at Bjergmanden om Aftenen kom ind til Anders, krøb hen under Bilæggerovnen og laa der og gottede sig ved Varmen til langt ud paa Aftenen; naar saa Anders rejste sig og trak Klokken og jog Katten ud, traskede Bjergmanden med.

Som han nu laa der en Aften, mumlede han noget, de kunde jo ikke forstaa ham, men Bodil mente, at hun havde opfattet det som, at han sagde noget om, at hans Kone var død. Bodil kendte godt Konen, hun var bjergtagen, og hun havde været hentet til hende to Gange, naar hun skulde føde. Det sidste hun var der, havde den syge Kone efter at have takket hende meget, sagt til hende: Naar Svarri har fulgt dig ud, skal du vare dig for, at han ikke godvillig faar dig til at følge sig ind igen, for saa gaar det dig, som det er gaaet mig. Bjergmandens Kone var kommen i Tanke om, at hendes Mand var ved at blive ked af hende og saa sig om efter en anden. Da Bodil gik, fulgte Svarri hende ud som sædvanlig, lige uden for Højen sagde han: Du glemte dit Strømpebaand inde; men Bodil svarede ham uden at vende sig, [side 207] at det kunde hans Kone beholde, og saa gik hun. Men Bjergmanden svarede ærgerlig: "Hvem har lært dig det?"

Bodil Skomagers var næppe kommen hjem, inden hun hørte Skrig og Spektakel fra Højen; det var Svarri, der hævnede sig paa den syge Kone for Raadet, hun havde givet fra sig.

Saa var det, at Anders Skomager en Dag hentede et Par børfulde Jord henne i Højen og kørte det hen i sin Mødding. Da blev Svarri for Alvor vred. Og næste Nat var der en, der raabte ved Anders' Sovekammervindue, at Jorden skulde køres tilbage, ellers vilde Gaarden brænde. Dagen efter tog Anders en Hest og. red til Vaar. Gaarden var Fæstegaard hertil, og Anders beklagede sig over Svarri. Herremanden fandt Sagen meget betænkelig, og i Hast sendte han Bud til samtlige Fæstere under Vaar, at de skulde køre Svarrishøj ud i Vejrmose Syd for Engelstrup, og de gjorde det saa grundig, saa at der, hvor der før var en Kæmpehøj, nu blev et stort Hul, som siden blev kaldet Svarrishul. Nogle hørte senere Flyttespektakel ved Vejrhøj i Engelstrup, man mente saa, at Svarri flyttede ind dér.

Ogsaa om Højene i Malle gaar der mange Sagn om Bjergmænd og Nisser. I Vansted boede en Gaardmand, der hed Peter Mortensen, og han var saa uendelig rig, vist dengang at regne for [side 208] Egnens rigeste Mand; til at begynde med kunde Folk ikke forstaa, hvor han fik al den Rigdom fra, men saa opdagede man, at han havde meget Samkvem med Dværgene i den østre Høj, og det blev han ved med hele sit Liv, han besøgte Højen ved Nattetid. Der skal ihvertfald i gamle Dage have været meget baade Guld og Sølv i Højen.

Den gamle Peder Svenstrup i Malle Svenstrup har fortalt, at en juleaften i fordums Tid fik Folkene i Svenstrup at se, at en af Højene aabnede sig. Dværgene havde stor Belysning derinde, dansede og holdt sig lystige. Der tjente dengang en modig Karl i Gaarden, han gik op til Højen, og en af Dværgene forærede ham et Bæger af ægte Sølv. Men næste juleaften kom en gammel Mand til, Gaarden og spiste Juleaftensmaden sammen med Folkene, men da han skulde drikke af Sølvbægeret forsvandt han sporløst og Bægeret med. Man mente, at det var Dværgen, der havde hentet sit Bæger igen.

En af de ældste kendte Herredsfogder i Slet Herred, Peder Selgensen, har boet i en Gaard i Vilsted. Hans Mindesten staar i Taarnet ved Vilsted Kirke, han skal have levet og virket i Vilsted omved 1625-1645, altsaa paa samme Tid som vore ældste kendte Forfædre. Den næste Herredsfoged Byrial Thamissen boede i Mjallerup 1646, Niels Sørensen 1648 boede i Vindblæs og Jacob Christensen boede ogsaa i Vindblæs indtil 1688 .r Der blev 1686 til de jydske Landsdommere indsendt Forslag om at lægge Aars og Slet Herreder samt Løgstør Birk sammen, saa det kunde betjenes af en Herredsfoged og en Skriver, dog kunde det ikke anbefales, at de gamle Herredsfogder og Skrivere forsatte. Herredsfogden i Slet Herred Jacob Christensen som ogsaa er Birkefoged i Løgstør er ikke alene uvederheftig og ganske udygtig, men ogsaa fordrukken, og det synes ikke, han har sin fulde Fornuft.

Lige saa galt er det med Skriveren Christen Sørensen, der boede i Gaarden Mellemstræth, (nu Holchasminde), han var en Mand paa 60 Aar, hans Haandskrift er helt ulæselig, og han har kun skrevet lidt hist og her i sin Tingbog og har ladet hele Sider staa ubeskrevet. [side 209] Samtidig foresloges, at Tinget skulde holdes om Onsdagen ved Hornbæk i Oudrup Sogn, som er det sønderste i Slet Herred.

Reskriptet angaaende Sammenlægningen findes i Løgstør Kommunearkiv. Da det er et interessant lokalhistorisk Aktstykke gengives noget af det her:

Vi Christian den 5. af Guds Naade Konge til Danmark og Norge, de Venders og Gothers Hertug udi Slesvig, Holsten, Stormarn og Ditmarsken, Greve udi Lauenberg og Delmenhorst, gøre alle vitterligt, at efter som vi af Landsdommerne i vort Land Nørrejylland deres aller underdanigst indgivne Erklæring allernaadigst fornemme, at Aars og Slet Herreder, samt Løgstør Birk i Viborg Stift udi bemeldte vor Land Nørrejylland skal være hinanden saa nær beliggende, at de af en Herredsfoged og Herredsskriver kan betjenes. Da har vi allernaadigst for godt befundet, at bevilge og anordne at forskrevne Herreder og Birk herefter skal sammenlægges og at Tinget holdes om Onsdagen ved Hornbæk udi Oudrup Sogn og at Christen Jensen Solberg som Herredsfoged beskikkes. (Her udelades Resten af Reskriptet, da det ikke har nogen Betydning i denne Forbindelse).

Christen Jensen Solberg var Herredsfoged med Bopæl i Hornbæk fra 1688 til 1717, hvilket Aar han døde under et Besøg i Løgstør, 67 Aar gl. Ifølge nyt kgl. Reskript af 15. April 1719 skulde Tinget vedblivende afholdes ved Hornbæk. Hvornaar det er flyttet herfra til Løgstør vides ikke med Bestemthed. 1782 blev det bevilget, at Tingstedet skulde flyttes hertil, men det havde allerede været holdt her i mange Aar, sandsynligvis har Jens Toftebjerg, der var Herredsfoged fra 1717 til 1738 flyttet det hertil, da han boede paa Toftebjerg. De to næste Fogder Jacob Højer og Peder Bisgaard boede begge i Løgstør. Af senere Herredsfogder boede Th. Fr. Vestenholtz i Vilsted fra 1825 til sin Død 1830. Hans H. Møller boede paa Thinggaarden i Næsborg 1830 til 1835. Siden har de alle boet i Løgstør.

Den gamle Slægtsgaard i Flejsborg Svenstrup var Fæstegaard til Herregaarden Aggersborg Nord for Fjorden. I Troels Madsens Tid var Kancelliraad Christian Speitzer Ejer af Aggersborg, og værre [side 210] Bondeplager fandtes vist ikke, utrolige er de Historier, der gaar om ham; han skal efter Sagnet være nedmanet ved Ørnshøj i Nærheden af Aggersund. Det vides ikke, om der fra Flejsborg Svenstrup er gjort Hoveriarbejde paa Aggersborg, derimod ligger det nær at antage, at det er bleven gjort til Ørndrup, da Sønnen fra Aggersborg Mads Speitzer i 1773 købte denne Gaard. Han var ligesom Faderen en haard Hund og gjorde sig straks ved sin brutale og haardhændede Optræden meget upopulær blandt Hovbønderne. Det hændte ikke saa sjældent, at han lod Bønder mishandle og værre blev det, da han opdagede en Sammensværgelse mod sig. Han blev ogsaa beskyldt for at flytte Skelstenene for paa den Maade at udvide sine Arealer.

Der fortælles, at han en sen Aften udenfor sin Gaard blev overfaldet af Mænd med Masker paa; de bandt ham og slæbte ham hen til en stor Sten, og paa denne knuste de hans højre Haand, der saa ofte, som de mente, uretfærdig havde slaaet dem. I Aaret 1776 solgte han atter Ørndrup.

En endnu værre Medfart fik ogsaa en anden af Egnens Herremænd Hans Hansen paa Krastrup. Han havde under Høstarbejdet paa Krastrup slaaet en Pige med sin Pisk, fordi hun, der var -syg af Tæring, ikke kunde følge med i Opbindingen. Pigen, der fik en Besvimelse af Slagene, blev lagt til Side paa Stubmarken, mens Blodet løb hende ud af Munden, og Døden indtraf i Løbet af en halv Timestid. Høstfolkene var rasende over Tildragelsen, men turde ikke andet end forsætte Arbejdet indtil Middag. I Middagspausen blev hendes Lig saa kørt til hendes Hjem i Næsborg.

Der gik saa et Stykke Tid efter at Pigen var bleven begravet, og der herskede paa Gaarden en ildevarslende Spænding; Hansen gik aldrig ud uden i Følge med et Par glubske Hunde.

I al Stilhed havde Pigens Familie udlovet en Belønning af 100 Rigsdaler til dem, der rigtig vilde gennemprygle Hansen.

En Dag hen ad Efteraaret kom en stor og kraftig, men pjaltet gammel Tigger humpende gennem Hemdrup By, han havde en gammel Kurv i den venstre Haand og en tyk Egeknippel i den [side 211] højre; han spurgte ud for Peder Gades Gaard et Par Drenge om Vej til Lundby, og om det kunde lade sig gøre at gaa ind over Krastrup Mark. Drengene svarede, at Stien var aflyst, og at det var meget farligt, da Hansen lige var kommen ridende til Ny Mølle. Dette maa Tiggeren have vidst, for han humpede straks afsted, og Drengene, der skulde samme Vej, lagde Mærke til, at han, da han var kommen et Stykke ud paa Hemdrup Vase, rettede sig op og stak i Løb, alt hvad han kunde. Da han nærmede sig Møllen, var han atter en krumbøjet Tigger, og han humpede ind paa den aflyste Sti. Hansen, der straks saa det, kom ud og raabte ham an; men Tiggeren lod som ingenting og fortsatte. Hansen løb nu bagefter og pudsede Hundene paa ham, men med sin Knippel holdt han dem fra sig, og straks efter var begge Mænd og Hundene forsvundet i en Lavning østen for Ny Mølle.

Da Godsejeren udeblev om Aftenen, blev man ængstelig for hans Skæbne. Fru Edele Hansen sendte straks alle Folkene ud for at lede i Marken; i Ny Mølle fandt man Hesten, og her oplyste man, at Hansen var løbet ad Stien efter en gammel Bisser.

Ud paa Natten vendte Folkene tilbage med uforrettet Sag, men Eftersøgningen blev fortsat, og ud paa Morgenstunden fandt man Hansen blodig og forslaaet og med knust Brystkasse i en anden Lavning et Par Hundrede Alen fra den omtalte Sti; han var saa medtaget, at han slet intet kunde fortælle om Overfaldet. Doktoren fra Nibe blev hentet, men der var intet at udrette. Hansen døde et Par Dage efter og maatte udstaa de grusomste Pinsler.

Der blev efter Begravelsen af Fruen udsat ed stor Belønning, 500 Rigsdaler, til den, der kunde give Oplysninger om, hvem der havde forøvet Drabet; men det gav intet Resultat. Først mange Aar efter kom Rygtet ud om, at det skulde være en Mand fra Tolstrup, der var Gerningsmanden, en der var i Familie med Pigen.

Helligtrekongersdag 1812 var Gaardmand Jens Poulsen fra Øster Stræth gaaet over for at besøge nogle af sine Slægtninge i Engelstrup. Da han om Aftenen begav sig paa Hjemvejen begyndte et forfærdeligt Snevejr, og Manden er straks faret vild. [side 112] Efter at være faldet i Engelstrup Bæk er han drivvaad gaaet rundt i den stærke Kulde, og er saa til sidst bukket under. Efter at samtlige Beboere i Vilsted og Engelstrup havde søgt efter ham i tre Dage, fandtes han ihjelfrossen den 9. januar under en Snedrive paa Hulegaardens Mark ved Vilsted. Den forulykkede blev 50 Aar gl.

Samme Vinter døde i Vilsted en gammel, fattig omvandrende Person, der hed Thomas Vester, vist en fjern Slægtning af Brofamilien. Han var en ussel Laserus, var delvis lammet i den højre Side og havde i en Menneskealder slæbt sig rundt paa Sognets Veje og tigget Føden rundt paa Gaardene. Pastor Hvass skriver til Slut i Kirkebogen: Den 8. Febr. 1812 endte Gud hans Dage, 79 Aar gl.

Den 26. Febr. samme Aar døde paa sin Vandring paa Landevejen i Engelstrup den tidlige Gaardmand Christen Christensen Aarup, ogsaa en fjern Slægtning og Kending af Familien. Han havde prøvet verdensomtumlende Forandringer, forhen i god Velstand, men nu i nogle Aar tilsidst i Vestand betlende sit Brød rundt hos gamle Venner og Bekendte. Han blev 72 Aar gl.

Den 5. Jan. 1813 erklærede Staten sig fallit, og det blev en Fallit, der betød noget. Den udenlandske Gæld blev betalt hver Øre, men den indenlandske blev nedskrevet til en Tiendedel. De store og langvarige Krige var afsluttet i 1814, men det varede nogle Aar, inden Produktionen kom op i Landene, saa det var først i 1818, at Krisen for Alvor begyndte; men saa kom den ogsaa med stor Voldsomhed. Mange Landboere ogsaa her i Vest-Himmerland maatte gaa fra Hus og Hjem og var henvist til Betlerstaven. Skatterne var jo bleven for store. Arbejdslønningerne ligeledes. Gælden paa de for dyrt købte Ejendomme var vokset for stærkt, saa Renter og Afdrag ikke kunde svares. Da var det, at Kongen havde udstedt en Forordning om, "at alle skulde spare". Regeringen laante en stor Sum Penge i Hamborg til Hjælp til de [side 213] kriseramte Landmænd, og Staten maatte overtage en stor Del af Landets Jord, særligt de større Ejendomme, da man her døjede med at svare Forpligtelserne. Priserne for Korn var i 1823-24 helt nede paa 4 Kr. pr. Tønde for Rug, Byg kostede 3 Kr. 25 Øre og Havre 2 Kr. 50 Øre pr. Tønde. Naar man saa tager i Betragtning, at Foldudbyttet var saa ringe dengang, kan man forstaa Stillingen. Under disse Forhold faldt Priserne voldsomt paa Landejendomme. I 1823 købte Kristian Bro Mølgaard i Vindblæs for nogle faa Hundrede Rigsdaler, skønt Arealet var 150 Td. Land, og der maa vel ogsaa have været nogen Besætning og en Del Redskaber.

Folk vænnede sig dengang til en utrolig Nøjsomhed og Flid. Landbruget var jo som nu Hovederhvervet, men den samlede Udførsel udgjorde saa lille en Del som 6 à 7 Mill. Kr. aarlig.

Det var en Lykke for den Slægt, der voksede op i de Aar, at de daglig havde for Øje, hvordan Forældrene hjalp hinanden med at overvinde Vanskelighederne og bevare Hjemmet, saa de omved 1830, da Bedringen kom, atter saa smaat kunde begynde at arbejde sig fremad til bedre Kaar.

I forrige Aarhundredes første Halvdel huserede den saakaldte Mestertyv Jens Bager her paa Egnen. De gamle kunde fortælle de utroligste Historier om denne Karls Frækhed, og selv om han i sit Liv har været i Konflikt med Øvrigheden -det siges 108 Gange - var han en saa haard Benægter, at det kun lykkedes at faa ham straffet een Gang, nemlig med 2 Aar i Viborg Tugthus. Han havde en enestaaende Evne til at skaffe sig medskyldige og saa faa Hovedansvaret lagt paa dem. I Aaret 1839 tjente han som Avlskarl paa Aarupgaard; han havde da faaet Færten af, at [side 214] en Husmand paa Oudrup Mark - kaldet Bitte Niels .- havde faaet saa meget sparet sammen, at det var blevet til en stor Pengeseddel; det var den, Jens Bager var ude efter, og nu gjaldt det om at finde et Par Medhjælpere, og dertil udvalgte han den skikkelige Niels Hornum i Humlehaven i Oudrup og en Mand, der boede i Hvorvarp, han hed Anders Huus og var af tysk Afstamning. Komplottet skulde mødes en Aften ved Halvbjerg, og her foregav. Jens Bager saa, at de skulde op til Bitte Niels og smage Førstedraaber, han havde lige brændt Brændevin; disse var meget eftertragtede for deres store Indhold af Alkohol; dette kunde Niels Hornum til Nød gaa med til, men da han hørte om Røveriplanerne, vægrede han sig; men de to Banditter truede ham, tog hver i en Arm og slæbte ham afsted. Ved Bitte Nielses Hus blev han anbragt ved Døren for at holde Vagt, mens de to andre rumsterede inde i Huset , og sloges med Manden, Konen og Datteren. Anders holdt Manden og Datteren fast, efter at Jens Bager havde truet dem paa Livet, hvis de rørte sig, derefter gav han sig til at gennemrode alle Skuffer efter Pengesedlen. Konen var imidlertid undsluppen og løb i Skyndingen en af Fyldningerne i det gamle Bindingsværkshus ud, hvorved hun fik Næsen slaaet til Blods. Udenfor rendte hun paa Niels Hornum, der greb hende for at holde hende fast, og derved fik han Blod paa sit Tøj. Konen raabte til ham: "Er det dig, Niels", hvorpaa hun rev sig løs og stak i Rend hen over Agrene. Den godmodige Niels lod hende løbe, men Jens Bager blev rasende, da han hørte det, nu kunde der jo ventes Undsætning hvert Øjeblik, og Pengesedlen vær ikke til at finde, skønt han søgte allevegne. Saa løb Slynglerne, Jens efter Salling til og de to andre sydpaa.

Ved Daggry meldte Bitte Niels Sagen til Lærer Kollerup i Oudrup, og denne sendte sin Søn Kristian afsted til Hest for at se, om Niels Hornum var hjemme. Da han ankom til Huset, stod Konen og vaskede Niels' Tøj; han var selv om Morgenen trukket i sit nye Tøj og gaaet til Hemdrup Kær, og her blev han fanget uden at gøre Modstand og førtes til Arresten i Nibe. Han bekendte det hele med det samme og fortalte, at han var narret med; han havde jo Blodet paa Tøjet, og Bitte Niel's Kone opgav, [side 215] at han havde slaaet hende til Blods, da de sloges uden for Huset. De to andre blev ogsaa arresteret, men de holdt paa, at Niels Hornum var Hovedmanden, og at de kun var gaaet efter at smage Førstedraaberne. Saa utroligt det end lyder blev de frikendt, mens Niels Hornum fik 7 Aar i Tugthuset i Rendsborg.

En af de Begivenheder, der har vakt størst Opsigt og Forfærdelse i Befolkningen her paa Egnen og overalt i Jylland, var Meddelelsen om Rendsborg-Slavernes Udbrud.

Det var den 31. Marts 1848, at den urovækkende Melding naaede her op til Vesthimmerland. Fra Herredsfogderne var der sendt Ordre ud til Sognefogderne, og disse maatte da ved ridende Stafetter sørge for, at saa store Styrker som mulig blev sammenkaldt rundt i Sognene for at værne Hjem og Arne. Der blev megen Travlhed, særlig kneb det med at skaffe de fornødne Vaaben til Mandskabet, da kun enkelte var i Besiddelse af en gammel Muskedonner, disse blev fundet frem fra Lofterne, eftersete og afprøvede.

Egnens Smedeværksteder blev helt omdannet til Vaabenfabrikker, man maatte jo have noget at forsvare sig med, Forke, Møggrebe og Høtyve paa lange Stager, man maatte hjælpe sig, som man bedst kunde. Tidligere Gaardejer i Vester Falde, Sparekassedirektør i Ranum Jens Sørensen Bach, der døde i Ranum 1940 i den høje Alder af 99 Aar, har for Aar tilbage fortalt enkelte Træk om det Røre, Meddelelsen vakte i hans Hjemby, Braarup i Oudrup Sogn, hvor hans Fader dengang var Sognefoged, og ejede den nu udstykkede Bakkegaard. Jens Bach har fortalt, at han dengang var 7 Aar og godt huskede, da Meldingen kom.

Der kom en Rytter vestfra i stærk Fart ned mod Byen. Det var Sognefoged Simon Pedersens Karl fra Vilsted, der nervøs fremstammede sit Ærinde og afleverede Herredsfogdens Brevskab, der gik ud paa, at flere Hundrede Slaver var brudt ud af Rendsborg Tugthus, og nu var paa Vej op gennem Jylland, hvor de afbrændte Gaardene og slog Folk ihjel, og hvor de kom frem, sluttede alskens Pak sig til dem, saa Hæren voksede for hver Time. Det forlød, at Slaverne allerede var paa Viborgegnen og maaske kunde være [side 216] her allerede om Aftenen. Brevet gik ogsaa ud paa, at Søren Bach straks skulde lade Meldingen gaa videre til Sognefogderne i Lundby og Gundersted, saa der ogsaa der kunde træffes de fornødne Foranstaltninger. Vel vidste alle, at Krigen stod for Døren, men ligefrem Overfald af Slaver eller Tugthusfanger maatte da være meget værre, saa her gjaldt det om at vise Snarraadighed. Søret,- Bach blev rystet ved det forfærdelige Budskab; han fik Karlen sendt afsted til de omtalte Sogne, selv løb han over til Naboen, Gaardmand Christen Overgaard, denne var saadan en rask Mand, der tit vidste Raad i en snæver Vending. Denne raadede ham til at tage op til Skolelæreren Søren Kollerup, der boede i Toftegaarden Vest for Oudrup Kirke. Skolelæreren var en ældre Mand i Midten af Tresserne, han havde i sin Ungdom i Napoleonskrigene været indkaldt som Korporal i fjorten Aar og deltaget i mangen haard Dyst nede i det tyske. Han havde jo saaledes alle mulige Betingelser for at være en god Raadgiver under den foreliggende Situation.

Læreren syntes at tage Sagen med Ro, dog kunde han ikke tage Afstand fra Øjeblikkets Alvor. Han havde den Dag i sin Tærskelo en Arbejdsmand, Niels Hornum, der Aaret i Forvejen var kommen hjem fra Tugthuset i Rendsborg, hvor han havde siddet i syv Aar for Overfaldet paa Bitte Niels. Tærskemanden mente, det var helt utænkeligt, at de stakkels Slaver, hvoraf flere var lænkede baade paa Hænder og Fødder, kunde fuldføre en saadan Bedrift, som det var at bryde ud af den stærkt bevogtede Straffeanstalt. Da det interesserede Søren Bach at vide, hvordan man tog Sagen i Nabosognene, blev Skolelærerens Søn sendt til Engelstrup til Hest for at forhøre, hvad Sognefogden der, Jacob Borup, agtede at foretage. Han kom tilbage med den Melding, at Jacob Borup ikke mente, at man kunde sidde Herredsfogdens Ordre overhørig, og at man som Sognefoged i Embeds Medfør maatte gøre, hvad der kunde gøres, naar Faren truede i et Tilfælde som her. - Da Skolelæreren paa Grund af sin høje Alder og noget svigtende Helbred ikke mente at kunne stille sig i Spidsen for Hæren og lede Forsvaret, og da der ikke i Sognet fandtes nogen, der havde været Korporal eller havde Militæruddannelse, bestemte Søren Bach sig til selv at overtage Ledelsen. [side 217]

Ved Naboers Hjælp fik han hurtig sendt ridende Bud ud til alle Beboerne i det tyndt befolkede Sogn. Alle Mandspersonerne skulde møde bevæbnede Kl. 4 om Eftermiddagen ved Oudrup Kirke; men ogsaa Kvinderne og Ungdommen fik travle Timer med at bære Lyng og Rafter op paa den store Tinghøj oven for Byen, saa Bavnen kunde tændes, saa snart Fjenden var i Sigte. Men ogsaa de ældre Kvinder fik noget at forrette, man skrev Breve og Formularer, der, naar de blev baaret paa Brystet, skulde gøre Fædrelandsforsvarerne usaarlige for Fjendens Kugler. Enkelte havde ogsaa gamle Himmelbreve, der havde været med i Krig flere Gange. Kun Kugler af Sølv skulde saa kunde bide paa. Der gik ogsaa fra mange Hjem Bud til den kloge Kone Maren Haaning i Vindblæs om Medikamenter og Trylleord. Det var en ret - anselig Styrke, Anføreren kunde mønstre, da alle var samlet, og man drog afsted fra Kirken op paa Tinghøjen, der var Egnens højeste Punkt, og hvorfra der var milevid Udsigt. Man var bevæbnet med alle Slags Vaaben. Man lejrede sig paa Højen, og mens Mørket hurtig faldt paa, havde man stadig Udkig mod Syd. Sent paa Aftenen mente nogle, at de havde hørt Skud, og da saa andre paastod at have set Ildglimt, troede man, at nu var Slaverne ikke langt borte, og man skyndte sig at antænde Bavnen, der snart blussede mod Himlen i Foraarsnatten. Dette blev Signalet til, at der flere Steder antændtes Bavner, ogsaa helt ovre i Hanherred. Man troede Angrebet var begyndt. Men Natten gik og Morgenen kom, og Sognets Koner og Piger kom med Øllebrød til Mandfolkene, der var udvaagede [side 218] efter den lange, spændende Nat. Der viste sig stadigvæk ingen Slaver, heller ikke da den lyse Dag kom frem. Op ad Formiddagen kom saa Herredsfogdens Bud, at det hele var Løgn og Opspind, opstaaet i nogles Fantasi sammen med den Uro, der var over den rigtige Krig, som man vidste vilde komme. Hæren opløstes, og enhver drog til sit.

Der forefaldt mange Begivenheder, som vor Tid har moret sig over. En Husmandsenke østpaa, der var overtroisk, og hendes eneste Søn var kommen af Sted mod Slaverne, havde bagt en tyk Pandekage, som hun saa sendte med Sognets Lærer, da denne afgik med sin Afdeling den 1. April om Morgenen. Da han naaede Stedet, hvor Karlen skulde være at træffe, var denne allerede afgaaet med Fortroppen, og da Læreren blev ked af at slæbe rundt med Pandekagen hele Dagen, og han op ad Formiddagen blev sulten, spiste han den. Straks efter kom Karlen tilbage, og Læreren fortalte ham hele Sammenhængen og tilbød at betale Kagen. Det lod til, at Karlen blev meget nedtrykt, og da Læreren trængte nærmere ind paa ham, forklarede han, at hans Moder havde indbagt 25 store Lus i Pandekagen. Det havde de fra Maren Haaning, at naar Lusene blev anvendt, skulde der ikke være nogen Fare for hans Liv. Det fortaltes, at Læreren fik svære Opkastninger ved Meddelelsen.

Den vesthimmerlandske "Slavekrig" varede kun 1 Døgn. Bagefter gik der flere Steder det Rygte, at det var Kong Frederik den Syvende, der havde udspredt Historien om Slaverne for at se, hvad Folket duede til. Ialt regnede man med, at der alene i Aalborg Amt var kaldt 16000 Mand under Vaaben foruden Soldater, der rykkede ud fra Aalborg By.

Vore Forfædre greb til Vaaben, ikke blot de yngre. I Rækkerne fandtes ogsaa ældre Mænd, helt op over de tres, og halvvoksne Drenge. De var rede til at ofre Livet for Fædrelandet.

Blandt de Begivenheder, der i ældste Tid imødesaas med Spænding her i Vest-Himmerland, var Afholdelsen af Navnsø Marked. Det holdtes hvert Aar som Regel først i juli Maaned ved en lille [side 219] Hedesø ca. en lille halv Mil Øst for Gatten. Det var helt fra Foraaret af Ungdommens Ønske, at det maatte blive godt Vejr til Navnsø Marked. Det var Sommerens største Fest og eneste Forlystelse. Der var stor Travlhed og mange Forberedelser, naar Dagen oprandt. Den to-stolede Stadsvogn skulde vaskes og smøres godt, det bedste Seletøj skulde efterses, indsmøres og pudses. Hestene skulde have Manker og Haler studsede, flettet eller opbundet, og der skulde strigles og børstes, saa Køretøjet kunde tage sig godt ud, naar man svingede af Gaarde.

Aftenen i Forvejen havde Konen travlt med at smøre Mellemmader til hele Dagen. Tejnen blev pakket med Smørrebrød med ekstra Faarekød og Ost som Paalæg, Æbleskiver eller Pandekager. Et Par Dunke blev fyldt med Øl eller Sødmælk. Og ikke saa sjælden havde Konen en Flaske Kirsebærvin og Manden en Flaske Brændevin med, ogsaa for at skænke for gode Venner og Bekendte paa Markedet. Der blev ogsaa sørget godt for Hestene. Bagenden af Vognen blev fyldt med slaaet Græs, og heri pakkedes Mad- og Drikkevarerne.

Man skulde tidlig op Markedsdagen for at gøre alt klar til Turen. De, der skulde blive hjemme, skulde have deres Ordre for hele Dagen, hvad der angik Kreaturernes Pasning o.s.v.

Naar man saa endelig var klar til at køre, slog Manden Skrald med Pisken for at gøre Hestene vaagne, og Konen sagde: "Vi har da vel ikke glemt noget. Lad os saa køre i Guds Navn." Til at begynde med kunde Hestene være kaade og vilde slaa over [side 220] Skaglerne, men Vejene, der førte ud over Oudrup og Gatten Heder, var meget sandede, og naar saa Læsset var stort, blev de snart tæmmede. Der laa det ene Vejspor ved Siden af det andet, det var de gamle Veje til Tingstederne og til Egnens Vandmøller, der blev benyttede til Markedsfærden. Det sidste Stykke Vej blev Kørselen mere langsom, der var da som Regel et uendeligt langt Vogntog, der bevægede sig af Sted i Retning af Navnsø, og efter nogen Kørsel kunde man snart skimte de hvide Telte paa Hedeskraaningen ned mod Søen. Atter sattes Farten op, saa man flot kunde svinge ind paa Markedspladsen.

Man fandt straks en Plads, hvor der kunde spændes fra, Hestene fik Seletøjet taget af, og Grimer eller Klaptræer paa, blev bundne ved Vognene og fik deres Foder. Man traf straks Bekendte og der gaves Haand. "Goddaw Niels, goddaw Dorthe. Naa I er osse kommen til Marked i Daw. Ja Vælkommen te". Saa gik hver til sit, Mændene søgte hen til Hestene og Kreaturerne, og Konen og Børnene slog Følge med Bekendte. Der var nok at se paa, det var ikke alene Heste og Kreaturer, men tillige var der tilført alle Slags Varer og Masser af Forlystelser. Der var flere Rækker af hvide Lærredstelte med aaben Forside, de mange Varer laa rundt i Teltet eller hang paa Kroge paa Væggene. Der var store Beværtnings- og Gøglertelte, Karuseller, Dansetelte, Tombolaer, Skydetelte, og Telte hvor der optraadte Sangerinder. Der var en Raaben og et Spektakel, saa man snart havde Fornemmelse af, at det laa langt over Dagliglivet, og som man kom dybere ind i Vrimmelen af Mennesker, hørtes Sang og Musik, Latter, glade Samtaler og kaade Udraab, samt skingrende Barnefløjter, og man blev straks beruset af Feststemningen.

Og saa var der Pladsen, hvor Heste, Kreaturer og Faar stod udbudt til Salg. Her mødtes vore Forfædre i mundtlig Samtale og gav hinanden Haandslag paa Handel eller optraadte som Mæglere i andres Handeler. Her saas af Slægten: Christen Svenstrup og Sønnen Jens Svenstrup fra Ulstrup, Jens Chr. Troelsen, Flejsborg Svenstrup, Niels Haldrup, Haldrupgaard, Brødrene Thomas Bro fra Vindblæs og Christen Bro, Brodshave, Christen Gregersen, Hornbæk, Kristian Kollerup fra Oudrup og mange flere.

[side 221] Der krævedes paa Markedet mange Ord, mange Haandslag og Gebærder, fristende Tilbud og haanlige Afslag. Man beundrede de fremmede Heste- og Kreaturhandlere, deres fine Dragter, blanke Støvler, Støvfrakker og vældige Knaldpiske, man var overvældet af deres raske og overlegne Væsen, men ærgrede sig ogsaa, naar de viste Udslag af Raahed overfor Dyr, eller brugte mindre pæne Udtryk overfor tilbageholdne Sælgere.

Af Hestehandlerne var der særlig en - kaldet Store Klaus fra Thy - der vakte Opmærksomhed. ja, her var mange Slags Folk forsamlet. Der var Bønder og Bønderkoner, Ungdom og Børn fra hele Vest-Himmerland, Mænd fra Hanherred, fra Nibe- og Aalborgegnen, ja helt nede fra Viborg og Hobro og enkelte Vendelboere. Der var Heste- og Kreaturhandlere fra Sallingsland og Randersegnen, pæne Bondemænd i blaa Vadmelsfrakker, Silketørklæder om Halsen og med Merskumspiber med Sølvbeslag i Munden.

De fleste af Egnens Bønder optraadte i blaa Vadmelsfrakker med sorte Kraver, ingen Bønder havde endnu hvidt Kravetøj. Der var ogsaa Husmænd og Hedebønder i graat Vadmel. Saa var der Folk fra Købstæderne, Købmænd, Haandværkere, Proprietærer og deres Sønner og Forvaltere, enkelte Præster og Degne, som jo ogsaa havde Jord og Besætning dengang.

Bønderkvinderne var i hjemmevævede, ensfarvede, stribede eller tærnede Kjoler i flere forskellige Farver og Mønstre, og hertil et hjemmelavet sort eller brunt Sjal med forskellige Slags Broderier og Borter.

Der var fremmødt mange Slags Forretninger paa Navnsø Marked, der var særlig et stort Antal Beværtninger, der skulde jo serveres Drikkevarer til de mange Lidkøb, der bestod i et eller andet Traktement, Kaffepuncher, Thevandsknægte, Romtoddyer eller lignende. [side 222] Da var det jo det kunde hænde, at Selskabet blev for stort, og naar saa alle vilde give en Omgang, kunde det ende med megen Lystighed og højrøstet Samtale.

Men Mændene, der havde Konen med, passede dog saa nogenlunde at holde Maade. Der var dengang ingen Bajersk-Øl, de mere forsigtige drak Hobro Hvidtøl eller Kaffe med Brød; man blev jo tørstig en saadan varm Dag ved at gaa i alt det Støv, og varmt paaklædt var jo alle dengang i de tykke Vadmelsdragter. Folk forsynede sig paa Markedet med forskelligt Manufaktur, Hovedtørklæder, Sjaler, Forklæder, Bomuldstøjer, Lærred og andre Hvidevarer. Mandfolkene fik Silketørklæder, sorte Kraver og meget andet.

Der var Buntmagere med laadne Huer af Søløveskind. Gaardmænd, der agtede sig selv, var alle Indehaver af en saadan, som brugtes baade til Kirkegang, Rejser og Markedsture; naar den saa blev slidt, blev den til daglig Hovedbeklædning baade Vinter og Sommer og baade i fri Luft og inden Døre. Hovedbeklædningen paa Markedet bestod iøvrigt af Tøjkasketter, sorte stive Filthatte og Straahatte. Enkelte Mænd havde dog en høj sort Hat, som brugtes mest til Begravelser, men disse kunde ikke købes paa Navnsø Marked.

Rokkedrejere havde et stort Hjørne paa Markedet, de havde Spinderokker og Karter, alle mulige Slags Tobakspiber, Etuier, Hæklenaale, Stokke, Vindepinde, Pølsehorn og meget andet.

Et Par Urmagere fandtes altid, der kunde godt købes baade Stueure, Lommeure, Urkæder, Guld- og Sølvbrocher og Øreringe. Forlovelsesringe begyndte først nogle Aar senere at blive almindelige paa Landet.

Hos Sadelmagerne kunde der faas Seletøj, Sadler, Tømmer, Bidsler, Lædergrimer, Køre- og Ridepiske samt smaa Piske, der stak de smaa Bønderdrenge slemt i Øjnene. Skomagere og Tøffelmagere havde Læderfodtøj baade til Mænd og Kvinder, Skaftestøvler af Fedtlæder, Blanklæder og Snøresko. Kvinderne var Skomagernes bedste Kunder, de forsynede sig altid med Læderfodtøj paa Markedet. Men Landboernes almindelige Fodbeklædning var Træsko. Der var Træskohandlere fra Egnene ved Nørlund og Rold. Der var flere Slags Træsko; der var nogle, som kaldtes Skovbotræsko, [side 223] sorte med indsnittede hvide Forsiringer, og der var Basartræsko, der straalede af nyt Lak. Hvor kunde en Tjenestepige være lykkelig, om hun kunde samle saa mange Skillinger, at hun kunde købe sig et Par Basartræsko paa Navnsø Marked, og hvor bevæget og taknemlig kunde hun blive, om Husbond og Madmoder gav hende saadan et Par i Markedsgave. Træskomageren havde ogsaa mange andre Trævarer med: Mejered, River, Skovlskafter, Enspænderstænger, Malkestole, Træskeer, Grydelaag, Tejner, Trillebøre, Vognkæppe, Hasselkæppe og Egestokke med krumbøjet Haandtag m. m:

Der var Hornarbejdere med Hornskeer, Pølsehorn og Pibespidser. Legetøjsboder lokkede med Bliktrompeter, Fløjter, Bolde, Trommer, Dyr af Pap, Perlekranse, Snore, Bakker, Kopper, Tallerkener og andre Glasvarer. Legetøj til Børn havde altid god Afsætning paa Markedet.

Saa var der Kagebutikker fra alle Byer i Aalborg Amt, og disse havde især Børn og Kvinders Søgning. Der var Jødekager, Brunsvigerkager, Smørkager, Sukkerkringler, Kranse, Tvebakker, Hjerter, Honningkager med Billeder, Kagemænd, Kagekoner og Kagegrise. Kagehjerter med Billeder og Vers var en flot Markedsgave fra en Karl til den Pige, han holdt af. Brystsukker forhandledes dels fra Kagebutikkerne og af Koner, der gik rundt paa Markedet og solgte. Der var Uldvarer fra Egnen Syd for Viborg, og Masser af Lervarer, Fade, Potter og lignende.

[side 224] Fra Limfjordsegnene var der Folk med tørrede og røgede Fisk. For Ungdommen var Karrusellerne en stor Fornøjelse saavel som Kraftprøverne og de forskellige Slags Spil, som paa Markeder nu om Dage, Lykkehjul, Rouletter o. s. v. Der var Præmier at vinde, men der var vist aldrig nogen, der vandt noget af Værdi; der lokkedes altid med et Sølvur eller en flot Tobakspibe.

Af Gøglertelte var der adskillige, oftest tarvelige Ting. Der var Menneskeædere, vilde Indianere; Havfruer, Linedansere, Kæmpedamer og Folk, der aad forskellige Ting. Der var altid god Tilstrømning til disse Forestillinger. En stor Forlystelse var ogsaa de omvandrende Visesangere med Krigsviser, Kærlighedsviser eller andre sensationelle Begivenheder, mange Gange af et meget tarveligt Indhold. Hvert Aar optraadte Tordenkalven paa Markedet, han samlede altid stort Opløb om sig, naar han fortalte Historier og sang sine Viser; det var dog mest Ungdommen, der flokkedes om ham, de ældre havde altid nok at varetage med at hilse paa Kendinge og bese Kreaturerne og Markedskrammet.

Om Aftenen kunde der paa Markedet være vildt Leben af de mere Forlystelsessyge, men det var mest Byfolk, da Bønderne helst tog hjem til Aften. Der var aldrig andet Politi end Herredsfogden fra Løgstør, men han tog altid et Par haandfaste Haandværkere med, og disse fungerede saa som Betjente. Det var dog sjældent, der hændte alvorlige Ting. Dog kom der af og til Lommetyve paa Markedet, og Slagsmaal fandt ogsaa tit Sted, men mest mellem Egnens Herregaardskarle.

Den Del af Markedsfornøjelsen, det var at gaa til Vognen og spise, var ikke den ringeste. Hele Husstanden mødte paa et aftalt Tidspunkt og lagde sig i Lyngen. Mellemmader, Æbleskiver, Øldunke og Snapsflaske blev taget frem, og saa fik man sig et godt Maaltid under Spøg og Snak. Mellemmaderne var jo altid lidt bedre belagt end til daglig. Men Dagen skred, og før man vidste af det forestod Hjemturen, man skulde jo hjem og have Sagerne efterset til Natten.

Paa Hjemturen var der jo saa enkelte, der havde faaet for meget Spiritus paa Markedet; det kunde foranstalte en Slags Kapkørsel, og de var ikke altid ufarlige for Fodgængerne, der jo ogsaa [side 225] skulde være paa Vejen. Men de fleste kørte pænt, og nød rigtig Solnedgangen i Vest. Det var en sindig Befolkning disse Bønder i Vest-Himmerland.

Det sagdes om Navnsø, at den havde underjordisk Forbindelse med Sjørup Sø saaledes, at Vandet stod lavt i den ene, naar det stod højt i den anden.

Det sidste Marked ved Navnsø holdtes 1876. Det flyttedes saa op til Landevejen ved Ulstrup, hvor det har været holdt siden.

Som det vil ses i det over 200 Aar gl. Skifte efter Jens Christensen Bro er blandt Køkkeninventaret nævnt hans Brændevinstøj. Vi kan være overbevist om, at vore Forfædre alle har brændt Brændevin i deres Gaarde. Jens Christensen Bro i Engelstrup har maaske været den sidste, der drev Hjemmebrænding. En gammel Kone, der boede i en af Gaardene i Engelstrup, har engang berettet om, hvordan de mange Gange døjede med at faa Arbejdet udført, det skulde jo gøres om Natten. Det var tit et besværligt Arbejde, og Brændingen lykkedes ikke altid lige godt. Der skulde jo af Konen og Pigen bæres en forfærdelig Mængde Vand, der var ingen den Gang der havde Brønd i Bryggerset. Svaletønden skulde jo hele Tiden holdes kold, og Vandet maatte øses op og bæres ud i Spande, og der skulde jo lige saa meget ind igen. Naar saa Masken var afbrændt, skulde det hele jo gøres rent igen, før Dranken atter kom paa Kedlen.

Der var jo ikke saa megen Fare for at blive opdaget om Natten, men naar det saa begyndte at lyse af Dag, var det nødvendigt, at der kom en paa Udkig; det hændte jo, at Kontrollørerne var tidligt ude, for at se om nogen havde brændt om Natten. Paa Gaarden i Engelstrup gemtes Brændevinstøjet i et Hul i Loen, og for hver Gang, det blev brugt, pikkedes der over det [side 226] med smaa Kampesten. Paa Nabogaarden gemtes det i Havediget. Engang var det nær gaaet rent galt. Der var lige før Aften gjort klar til at brænde om Natten. Da Konen kom ud, saa hun en Vogn komme kørende ad Vejen fra Vilsted. Hun styrtede ind og fortalte dette og ganske rigtigt, et Par Minutter efter svingede et helt Læs Karlfolk ind i Gaarden, man saa straks, at det var Kontrollørerne fra Løgstør. Karlen havde grebet Brændevinstøjet og løb bagud og ind ad Ladelemmen, og saa hurtig, det kunde lade sig gøre; dyngede han en Mængde Halm over det. Manden havde snuppet en Sæk Avner og løb bagind i Bryggerset og hældte hele Indholdet paa Karret og rørte rundt, saa Avnerne blev noget blandet med Masken. Kontrollørerne var nu allerede i Bryggerset, og de fandt det straks noget mistænkeligt med Karret. De stod længe og rørte rundt i Avnerne og tilsidst spurgte en af dem, om det var til at brænde af. Men saa sagde Manden, om de ikke vilde lære ham den Kunst at brænde Brændevin af Avner, det forstod han ikke; det, der stod i Karret, var Svineæde, vilde de ikke tro det, kunde de jo smage paa det. Konen sagde, at hun aldrig nogen Tid i sit Liv havde været saa bange som den Dag, men de slap med Forskrækkelsen.

Om en Begivenhed paa Aarupgaard, der er Nabogaard til mit Hjem, gaar der et Sagn, som jeg ikke tror ret mange nulevende kender.

I gamle Dage laa der en Herregaard i Løgsted Sogn, kaldet Ravnstrup, ikke den nuværende Ravnstrupgaard, men den laa snarere der, hvor Tollerupgaard nu ligger. Den beboedes dengang af en Herremand, der hed Peder Ulfstand, ogsaa kaldet Peder Puger. Han var vidt bekendt for sin Gerrighed og store Rigdom. Han havde en eneste Søn, og denne var meget ødsel. Han skaffede Faderen megen Ærgrelse, og Folk saa paa Sønnen med megen Mistillid. Ulfstand havde antaget en Plejedatter af Familien, en ung smuk Pige, der havde et godt Hjerte. Hende havde den gamle udset til at være Sønnens Brud; men hun afskyede ham.

[side 227] En Dag fik Peder Puger et Brevskab tilsendt af sin gode Ven Herredsfogden i Nibe, og til sin Forfærdelse saa han, at Herredsfogden skrev, det var kommen til hans Kundskab, at Ravnstrup den følgende Nat vilde blive udplyndret, og at han skulde med alle sine Pengeposer og Værdigenstande søge til hans Søster, Fru Mette Bille paa Aarupgaard, og saa sende alle hendes Karle bevæbnede til Ravnstrup.

Et Par Timer efter Meddelelsen var gamle Ulfstand og jomfru Karen paa Vej til Aarup i den gamle, tunge lukkede Karosse forspændt med fire stærke Heste; der var dengang kun sandede Hulveje gennem Mjallerup og Vindblæs. Mette Billes Gaard laa godt gemt under høje Bakker ved den blanke Aa, der snoede sig i sære Bugtninger gennem de vandsure Kær, indtil den udmundede i Vilsted Sø. Fru Mette, der ikke tit fik Besøg af sin karrige Broder, blev meget forundret, da Vognen holdt for Døren, og helt bestyrtet, da hun hørte, hvordan Stillingen var.

I en Fart blev Gaardens seks Karle anført af Ridefogden og bevæbnet med Høtyve og Møggrebe sendt til Ravnstrup. Gamle Ulfstand, der rystede som et Espeløv, kom tidlig i Seng i Søsterens Soveværelse, efter dog først at have anbragt sine Skatte paa de bedste Gemmesteder. Stuehuset, der var bygget i to Stokværk, laa i Sydsiden af Gaarden.

Jomfru Karen fik anvist et Loftsværelse med Vindue ud mod Haven, i Værelset havde der nylig været Haandværkere, og deres Redskaber laa smidt rundt om. Vinduerne ved Jorden var tilgitret med stærke Jernstænger, derimod var Vinduerne ovenpaa ikke stængede. Der var jo ikke dengang den Sikkerhed for Røvere som nu om Dage i Slet Herred. Ved Midnatstid hørte jomfru Karen nogen pusle i Haven og krasse mod Muren. Hun rejste sig straks op og lyttede, Maanen lyste ind, men der var intet at se, og hun lagde sig atter til Ro, men straks efter hørtes en Lyd, som om der rejstes [side 228] en Stige ved Vinduet. jomfru Karen var en modig Pige, forsigtig stod hun op og klædte sig halvt paa, satte sig ned paa Knæene og lyttede ved Vinduet, der var skjult af et langt Gardin. Gennem en Sprække saa hun, at der nede paa Jorden stod fire Mand og lagde Planer. Det maa være Tyveknægte, tænkte jomfruen. 1 det samme kravlede en af dem op ad Stigen, trykkede en Rude ind og satte Haanden ind paa Karmen for at lette Hasperne. Den modige Pige greb i det samme en af Haandværkernes Hamre, og da Haanden atter kom igen og laa i Karmen, tog hun et Søm, satte det oven over Haanden og slog til.

Tyven udstødte et skrækkeligt Brøl over den ubehagelige Modtagelse og raabte om Hjælp. Stemmen syntes jomfruen noget bekendt, og da hun lettede Gardinet, saa hun det var den unge Esben Ulfstand. "Din Røver, naa du vil udplyndre din egen gamle Far", og i sin Harme slog hun Sømmet endnu længere ned, saa hendes Elskers Nerver rystede, og hans Skrig hørtes endnu længere bort.

Alle Husets Kvinder og den gamle Ulfstand kom nu til rystende over hele Kroppen, han troede Røverne havde taget Ravnstrup og nu løb Storm mod Aarup. De tre Røvere nede i Haven fandt det ikke raadeligt at komme junkeren til Hjælp og forsvandt i en Skovtykning ved Gaarden. Peder Ulfstand fik et Slagtilfælde og døde paa Gaarden samme Nat. Fru Mette besvimede, men kom snart til sig selv igen; hun vilde nødig, at hendes adelige Brodersøn, der endelig var bleven befriet af Gaardens gamle Smed, var en slet Røver, og hun fik det lavet til, at det var junker Esben, der vilde aflægge jomfru Karen et natligt Besøg. Dagen efter blev alle Røverne paagrebet, og den ene paastod, at det var ham, der i Ledtog med junkeren, havde skrevet Brevet fra Herredsfogden for at narre den gamle til Aarupgaard med Pengene, for saa, naar alle Karlene var draget til Ravnstrup, at have let Spil med Udplyndringen. Røverne slap fri for Straf, og junkeren forsvandt fra Egnen, man mente han drog udenlands.

I gamle Dage var Landsbyernes Beboere næsten allesammen beslægtede med hinanden. Det var sjældent, at nogen blev gift med en udenbys fra. Forældrene, der jo vilde det bedste for deres [side 229] Børn, ordnede den Gang de fleste Giftermaal. Man regnede med, at naar først de to unge kom sammen, skulde de nok komme til at holde af hinanden, og det slog ogsaa til i langt de fleste Tilfælde. Nu var der i en af Vest-Himmerlands Landsbyer en Karl, der gik hjemme og skulde have Gaarden. Han var kommet til det Resultat, at han ikke regnede Byens Piger for noget og heller ikke den Pige, som Forældrene havde udset til ham.

Der kom dengang alle Slags vandrende Kræmmere, og de var alle i Besiddelse af godt Snakketøj og blandede sig i næsten alt; de kunde rigtig indynde sig paa Gaardene, naar de havde godt med Nyt at fortælle. En Kræmmer, der kom til Gaarden hvert Aar, snakkede altid med Karlen om Giftermaal, og at han kunne hjælpe ham til at gøre et godt Parti. Hvis han vilde give ham en Tønde Rug, skulde han gøre sit bedste for Sagens Gennemførelse. Hun boede ca. 3 Mil borte, var eneste Datter og var ledig, fordi hendes Broder havde overtaget Gaarden og nu skulde giftes. Der snakkedes frem og tilbage om Sagen, og Enden paa det hele blev, at Kræmmeren, efter at have talt med Pigen, skulde invitere ham derhen. Han syntes ved den Lejlighed ret godt om Pigen, og Resultatet blev, at der, efter at der var gaaet nogle Maaneder, blev holdt Bryllup, og de flyttede sammen.

Da der var gaaet nogen Tid, viste idet sig imidlertid, at de alligevel ikke rigtigt passede sammen. Den unge Mand havde Lyst til at færdes meget ude til Markeder og drive Handel, mens Konen mente, det var bedre, han blev hjemme og passede Bedriften. Han fik det Indtryk, at Giftermaalet var et forfærdeligt Indgreb i hans personlige Frihed og dertil kom, at Konen gik og tværede og saa sur ud hver Dag. Hun længtes ogsaa efter sit gamle Hjem og forstod ikke Svigerforældrene, som jo var kommen Daa Aftægt. Resultatet blev, at Mand og Kone kom længere og længere fra [side 230] hinanden, saa da Kræmmeren et Par Aar efter igen kom til Gaarden, beklagede han sig over Handelen og lod sig forstaa med, at han nu gerne gav 2 Tønder Rug for at det hele var ugjort. Han skulde have ladet Forældrene raade. Kræmmeren gav ham nogle velmente Raad og sagde til ham, at hvis han holdt dem, skulde det nok gaa bedre. Manden prøvede med Kræmmerens Raad, og det viste sig ogsaa at hjælpe; der kom med Aarene flere Børn i Ægteskabet, og hvert Aar var Kræmmeren Gæst der i flere Dage. Det hele endte i Fryd og Gammen.

Af de mange kloge Mænd og Koner, der har levet i Jylland, har ingen tilnærmelsesvis været saa bekendt som den gamle Maren Haaning i Vindblæs. Hun var født 1782 i Engelstrup, hvor Faderen, der hed Christen Andersen, var Gaardmand. I en ung Alder blev hun gift med Jens Laursen Haaning i Vindblæs, men Skæbnen vilde, at Manden døde faa Aar efter Brylluppet, og Maren sad tilbage med Gaarden, der var i daarlig Drift. Det var jo i Aarene lige efter Statsbankerotten, saa hun døjede meget med at klare sig.

Da var det, at hun i Aaret 1829 hørte, at Kong Frederik den Sjette paa en Rundrejse i Jylland ogsaa kom til Løgstør. Hun opsøgte da Kongen og bad om at blive fritaget for at betale Skat. Kongen blev vred og sagde først nej, men da hun saa fortalte, hvor fattig hun var, fik han Medlidenhed med hende og gav hende et Beløb til at klare Skatten med. Men Maren blev ved med at kæmpe med Fattigdommen; saa var det, hun i sit Hjem fandt nogle gamle Lægebøger, og ved en Broders Hjælp gav hun sig til at kurere paa Folk. Da hun flere Gange var heldig, vandt hun hurtig Beboernes Tillid, og med Tiden blev der et forfærdeligt Rykind i Gaarden ogsaa af Folk langvejs fra. Da hun var kommen rigtig i Ry, kom der langt flere, end hun kunde behandle, og de maatte overnatte i Gaardens Lade eller hos Naboerne. Som Tiden gik lærte hun, at naar hun optraadte meget robust, troede .Folk bedre, hvad hun sagde. Hun paatog sig et mandfolkeagtigt Væsen og understregede sine Raad med nogle drøje Eder, ligesom hun til Tider skældte Folk ud og rettede nærgaaende Spørgsmaal til dem.

[side 231] Af Udseende var hun en før, kraftig Kvinde, rødmosset i Ansigtet med bred, hængende Underlæbe og et Par lurende Øjne. Hendes ene Arm blev med Tiden helt lammet. Naboerne blev bange for hende, da det snart spurgtes, at hun kunde baade det ene og det andet Hekseri.

En Mand fra Salling søgte Raad hos hende. Mens hun var inde i Lønkammeret, blev han nysgerrig og kiggede ind ad en Sprække i Døren. Han saa da tydeligt en sort Mand komme op gennem en Lem i Gulvet og talte med hende. Manden blev saa forskrækket, at han skyndsom trak sig tilbage.

Maren Haaning blev ofte hentet langvejs fra for at kurere syge Mennesker og Dyr; der fulgte da altid en stor sort Hund efter Vognen, hun kørte med. Kuskene var bange for Hunden, de troede, det var "den slemme" selv, der viste sig i den Skikkelse, og derfor sagde hun til Kusken: "Den skal du ikke bryde dig om, for det er ikke dig, men mig den vil noget, for naar vi kommer til den første Korsvej, skal den nok forsvinde". Kusken piskede paa Hestene, der løb alt, hvad de kunde, og da de kom til Korsvejen, forsvandt Hunden, og dermed følte Kusken sig altid beroliget.

Pastor Smitt i Vilsted havde en meget stor Slagtegris, der blev syg, og Karlen foreslog, at de skulde sende Bud efter Maren Haaning. Præsten, der lige varkommen til Egnen, svarede kort, at det kunde ikke nytte noget, for han troede ikke paa hendes Hekserier. Ja, saa dør Grisen, sagde Karlen. Præsten var meget ked af at miste Grisen, og da Karlen holdt paa, at hun var den eneste, der kunde redde den, fik han Lov at køre til Vindblæs efter Maren. Hun gav Ordre til, at Grisen skulde slæbes ud paa Græsplænen foran Stuehuset. Og her strøg hun Grisen ad Ryggen saa længe, at hun dryppede af Sved, mens hun [side 232] læste en lang Remse over den, og gav den til sidst en Slurk Medicin af en Flaske, hvorpaa hun sagde, at nu kunde de bære Grisen ind igen, nu var den reddet.

Der gaar i Hundredevis af Historier om Maren Haaning og de mærkelige Slags Medicin og Raad, hun brugte: Kirkebly, Kirkegaardsjord, stegte Hugorme og lignende. De sidste mange Aar, hun levede, havde hun gennemsnitlig ca. 30 Patienter om Dagen. Af og til maatte hun møde i Retten i Løgstør og fik store Bøder for sin Virksomhed. Der blev et spændt Forhold mellem hende og Herredsfogden. Engang han kørte til Vindblæs, foraarsagede hun, at hans Vogn væltede flere Gange paa Turen og altid i et skrækkeligt Pløre, saa han naaede frem i en ynkelig Tilstand. En anden Gang tog han hende med til Løgstør til Afhøring, hun fik Plads ved Siden af ham i den bagerste Agerstol. Pludselig rykkede hun stærkt til Siden, han spurgte da, om hun var bange for ham. Hun svarede, at hun var ikke glad før Selskabet. "Er det ikke godt nok?" spurgte Herredsfogden. "Der er vel mange," sagde hun. "Vi er da kun to", mente Fogden. "I er da fuld af Lus", raabte Maren. "Hvad er jeg?", og da han i det samme saa ned ad sin fine Frakke, opdagede han, at den var stærkt befængt. Det hed sig, at Maren altid havde en Pose med de smaa Dyr med paa sine Rejser, saa hun kunde blæse dem over paa Folk, hun ikke syntes om.

Da Maren Haaning blev gammel, svandt Kræfterne hurtig. Den sidste, der søgte Raad hos hende, afviste hun, idet hun sagde, at hun jo nok kunde hjælpe ham, men de skulde dog dø begge to inden jul.

Da hun laa paa det sidste, kaldte hun Svigersønnen Rasmus, der ogsaa havde begyndt at kurere Folk, hen til Sengen og sagde: "Der er tre Ting, du maa love mig, hvis a skal faa Fred. Tag aldrig Synet fra nogen, det er det eneste a har gjort, te a haar fortrudt. Det andet er, du maa ikke sælge Gaarden, uden at min Datter giver Tilladelse dertil. Det sidste er, at du ikke maa lade Tinghøj grave ud". Det lovede han, og det første, han gjorde, var, at han gik ind i Lønkammeret og rev det Blad af Bogen, hvor der var Anvisning paa, hvordan man berøver et Menneske Synet. [side 233] Den 13. December 1853 Kl. 1 om Natten døde Maren Haaning, 72 Aar gl., og nogle Dage efter blev hun begravet paa Vindblæs Kirkegaard. I Vindblæs boede en Mand der hed Lars Tovdal, han havde engang gjort Nar af Maren Haaning, hun havde saa sagt, at han skulde faa noget andet at tænke paa. Han blev pludselig saa syg, at han ikke kunde røre sig og laa i flere Aar. Nu hun var død, blev han rask og fejlede aldrig noget siden.

Saa snart den gamle var død, var Datteren Maren Jensdatter parat til at fortsætte. Hun havde jo alle Lægebøgerne. og Medicamenterne. Hun var gift med Rasmus Sørensen Sahl (Rasmus Haaning).

Manden drev en omfattende Kreaturhandel og gav sig ogsaa til at kurere paa syge Dyr. Han blev hertil meget søgt baade i Vest-Himmerland og Hanherred. Han var en begavet Mand, flink og godgørende og kom til at nyde Anseelse i Sognet, en Tid var han Medlem af Sogneraadet.

Den nye Maren Haaning maatte i Begyndelsen leve en Del paa Moderens Berømmelse, men da hun lignede hende meget og straks optraadte meget myndigt, gav det Respekt, og hun fik snart meget at bestille.

Gamle Jacob Nielsen i Engelstrup, der var nær beslægtet med hende, har fortalt, at han i sine Drengeaar har skrevet mange Recepter til hende. Hun døde 1895 og havde i den Tid, hun praktiserede, været søgt af Tusinder af Mennesker fra hele Landet. Datteren Karen, gift med Gaardmand Niels Svenstrup i Vilsted, og en Broderdatter Maren, gift med Søren Hansen, Vindblæs, tog Bestillingen op og havde ogsaa en stor Søgning. Denne sidste døde 1919 af Spansk Syge.
 
 

[side 234] Af kloge Mænd var den mest bekendte i de Tider Christen Sørensen i Farsø, ogsaa kaldet Christen Spillemand, fordi han var Musiker i sine unge Dage. Han blev kendt over det meste af Midtog Vestjylland, særlig for sine Gigtdraaber, der den Dag i Dag forhandles paa Apothekerne. Han tog aldrig Betaling for sine Raad, og Lægerne, der kendte ham som en hæderlig Mand, der ikke gjorde Skade, lod ham kurere, da han virkelig havde Forstand paa mange Sygdomme. Han var Gaardmand i Farsø, hvor han i mange Aar var Sogneraadsmedlem. Han døde den 28. Maj 1891 og blev 83 Aar gammel.

Vore Forfædre holdt meget af deres Dyr. Blev Dyrerne syge, hvad der vel tit hændte, var det jo saadan i Overtroens Tid, at man tit mistænkte en eller anden Uven for at have forhekset dem; saadanne Tilfælde ligger maaske kun ca. halvtreds Aar tilbage i Tiden. - Maren Haaning kurerede altid for den Slags med sine mærkelige Midler og kunde tit udpege den Mand eller Kvinde, der havde foraarsaget Sygdommen. Dyrlæger var der jo ingen af, og da de kom, var der langt til dem, derfor var det, at Hjælpen maatte søges hos en eller anden klog Mand, og af dem var der adskillige her i Vest-Himmerland.

I 1865 søgte Husmand Jens Gravlev i Bjørumslet Sogneforstanderskabet i Vilsted-Vindblæs om Tilladelse til at kurere syge Dyr, baade Heste, Hornkvæg, Faar og Svin, samt om at rejse rundt og vaske Dyrene mod Utøj. Tilladelsen blev beredvillig givet. Af andre, der har givet .sig af med at kurere paa Dyr, var Mikkel Buus i Brøttrup ved Ranum. Mikkel var i Besiddelse af Maren Haanings Cypriamus. Denne berømte Bog er senere paa en eller anden Maade havnet hos Dyrlæge Amdisen i Ranum, som igen har foræret den til Aalborg Museum. Gaardmand Jens Clemmensen i Hemdrup var ogsaa meget søgt af Folk i Næsborg, Salling og Oudrup Sogne. I "Løgstør Avis" averterede han i 1884 om, at alle, det hentede ham til et sygt Kreatur, altid maatte regne med, at hans mindste Honorar var 10 Kr. En ret høj Pris i de Tider. [side 235]

Den smukke røromkransede Sø var Vilstedbeboernes Stolthed. Her havde man gennem alle Tider hentet sit Forbrug af Fisk, og her var den bedste Andejagt, der fandtes ved nogen Sø i hele Landet. Staten ejede Bjørnsholm fra 1828 til 1867 og ejede tillige hele Søndersø og den sydlige Del af Vilsted Sø. Disse Søarealer blev 1860 udbudt til Salg og købt af fire Gaardmænd Christen Nielsen, Søren Nielsen, Peder Andreas Andersen af Vilsted, samt Proprietær P. Bie Lundgaard. Disse købte senere Bjørnsholm Nørremølle, der blev nedlagt, og ved Aaens Oprensning fremkom der saa en Sænkning af Vandstanden, saa at Søndersø næsten tørlagdes, og i Vilsted Sø sank Vandstanden 2 Alen.

Senere nedlagdes ogsaa mod Erstatning Bjørnsholm søndre Mølle, og i Halvfjerdserne foretoges saa den store Uddybning af Kanalen, saa Søndersø helt forsvandt, og Vilsted Sø svandt ind til et Areal af 170 Tdr. Ld. Den sidste Uddybning fandt Sted i 1913-14, og af Vilsted Sø blev der kun ca. 15 Tdr. Ld. tilbage ovre ved Sjørupsiden.

Før Afvandingen i Halvfjerdserne var Søerne overdraget et Selskab i Aalborg, Bankdirektør, Godsejer Sass med flere, men Udgifterne med Afvandingen og Købet af Bjørnsholm søndre Mølle var saa store, at det langt oversteg Værdien af Arealerne. Aalborg Diskontobank maatte saa 1898 overtage disse for 66.500 Kr.; men ogsaa dette Beløb maatte nedskrives, og 10. Aug. 1905 solgtes saa Søarealerne til et nyt Konsortium bestaaende af Husmand Lars Peter Jensen, Gdr. Jens Poulsen Christensen, Gdr. Johan Chr. Christensen, alle af Munksjørup, samt Rentier Lars Kr. Sørensen, Vilsted. Prisen var da 50.000 Kr. Efter den sidste Udtørring solgte Konsortiet Arealet ud i Parceller til de omboende Lodsejere.

[side 236] Fra 1895 til 1905 lejede Gdr. Peder Simonsen i Vilsted Fiskeretten i hele Søen for den billige Pris af 75 Kr. pr. Aar. Han maatte lade Beboerne i Vilsted og de tilstødende Lodsejere fiske, men derimod ikke andetsteds boende Folk. I mange Aar var Opsynet med Søarealerne overdraget Peter Jensen Kjølby i Vilsted.

Ved Vilsted Sø færdedes Digteren St. Steensen Blicher, naar han under Besøg hos Fætteren Pastor Laurids Blicher[16] kom hertil. Han deltog da i Andejagten paa Søen sammen med Præsten og Vennen Kaptajn i Infanteriet Hans Helmuth v. Lüttichou, der var ejer af Møllegaarden og gift med Præstens Datter.

En Sommermorgen skal Blicher have staaet ovre paa Højdedraget ved Klostergaarden i Munksjørup og skuet ud over den blikstille Sø over mod Vilsted By. Da blev han inspireret til at skrive det smukke Digt paa 15 Vers "Morgenscene ved Vilsted Sø". Oprindelig var det skrevet som Trøsteord til Fru v. Liittichou efter Mandens Død 1833.

Ogsaa Forfatteren, cand. phil. Anton Kjølby, der er født i Vilsted 1886, har i sin Digtsamling "Under Dannebrog 1939" hyldet sin Fødeby i en smuk Sang, hvoraf her skal gengives første og sidste Vers.

Ved en anden Ulykke omkom en Søn fra Grønninggaard Jens Kr. Simonsen, der tjente hos Gdr. Niels Kr. Pedersen i Vilsted. Den 22. Oktober 1855, Kl. 3 Morgen, sejlede et Selskab af nogle Karle og Piger fra Legestue i Klostergaarden, Munksjørup. Det stormede stærkt, og den 16-aarige Karl faldt udenbords og druknede, skønt det mentes, at han kunde have være reddet af en Karl, der ikke maatte udsætte sig for Fare for sin Kæreste, der var med.

Den sidste Ulykke fandt Sted den 22. Januar 1870. Gaardejer Anders Kr. Nielsen og Hustru fra Ranum vilde gaa over den tilfrosne SØ fra et Besøg paa den anden Side. De faldt begge i en Vaage, men paa deres Raab om Hjælp kom der Folk tilstede. Jacob Christensen fra Vilsted (den senere Landpost) krøb med Fare for sit eget Liv ud paa den tynde Is paa nogle Lægter og fik Manden reddet, mens Konen Anna Marie druknede, hun blev kun 41 Aar. Ægteparret havde 7 Børn, deriblandt et spædt Barn.

I Vindblæs forefaldt der i Aaret 1825 en sørgelig Begivenhed. Hos en af Byens Gaardmænd tjente en Hyrdedreng Peder Vester, der var fra Oudrup, uægte Søn af Ane Vester, der igen var Datter af Byens Heks Inger Vester, som var frygtet af alle Sognets og Egnens Folk. De to Kvinder boede sammen i et gammelt Hus ved Halvbjerg.

Drengen havde ligget hjemme om Natten, men om Morgenen tidlig skyndte han sig til Pladsen i Vindblæs, forbi Brodshave og Højsletgaarden for at naa hjem, før Manden kom og kaldte.

Da man sad ved Davren, opdagede Drengen og Karlen, at Manden saa meget bister ud; hvad der var gaaet ham imod, vidste de ikke, men meget værre blev det, da Døren pludselig [side 238] gik op, og Manden fra Brodshave Niels Nielsen traadte ind, pegede paa Per og udbrød: "Naa, der sidder nok den Fyr, der har stjaalet mine to Jerntøjer. A haar kunnet spore ham lige hertil i det dugvaade Græs".

Manden blev rasende, smed Skeen hen ad Bordet, og raabte: "Er det sandt, Dreng, hvad a hører?" Lille Per Vester blev lamslaaet over den haarde Tiltale, og kunde ikke straks svare, saa hans frygtsomme Benægtelse varede lidt. Dette tog de to Stoddere som en Bestyrkelse af deres Mistanke, saa nu brød Uvejret for Alvor løs over Drengen for at faa ham til at bekende. Men da han fremdeles nægtede at have forøvet Tyveriet, raabte Manden til Karlen Jens om, at han skulde trække Hingsten ud, binde et Reb i dens Hale. Men nu sprang Konen op og grædende søgte hun at faa Manden bort fra det frygtelige Forsæt, han havde nemlig en Gang før ladet en Dreng slæbe halvt til døde bag en Hest.

Imidlertid var Drengen sluppen ud og løb alt, hvad han kunde sønderpaa, indtil han midt paa Marken naaede Rugen, hvor han gemte sig. Lidt efter kom Husbonden i rasende Galop paa Hingsten og forsvandt straks efter over Bakkekammen ud i Heden.

I sin Frygt har Per vel tænkt paa at søge hjem til Oudrup, men det endte med, at han søgte hjem til Gaarden, han har vel stolet paa Hjælp fra Konen og Karlen. Da han naaede Gaardsledet hørte han Forfølgeren nærme sig, og straks fløj Hest og Rytter ind i Gaarden. Rebet slæbte i Halen paa Hingsten, og Manden raabte til Karlen og den ventende Niels: "Fang ham"! Drengen sprang da over Brøndrammen, og inden nogen kunde forhindre det, var han forsvundet i den næsten 40 Alen dybe Brønd.

Ved Hjælp af Reb og Stiger fik man efter en halv Times Forløb Drengens Lig op. De fleste af Byens Folk hjalp hermed, og man stod og saa paa det lille forslaaede Lig, da hans Bedstemoder Inger Vester kom ind i Gaarden. Hun traadte hen til Drengen og stod og saa lidt paa hans Ansigt, der var næsten knust af de haarde Knubs mod Brøndens Kampesten. Saa rettede hun Ryggen og traadte hen til Manden og sagde: "Det skal du komme til at fortryde, saasandt a hedder Inger Vester skal du blive lige saa fattig som a .er. Ingenting skal herefter lykkes i din Gaard. Nu [side 239] henter jeg Herredsfogden"; han boede den Gang i Vilsted, og hun forsvandt ad Vejen til Vilsted. Et Par Timer senere kom hun kørende ind i Gaarden i Herredsfoged Vestenholtz lukkede Vogn.

Herredsfogden var en pligtopfyldende Mand, han satte Retten i Gaardens Dagligstue, og Manden blev for at undgaa videre Tiltale idømt en Bøde saa stor, at alle hans Kontanter gik med i Løbet, og han blev forfulgt af Uheld, saa han, der før var Byens rigeste Mand, tilsidst maatte sælge Gaarden. Han døde i stor Fattigdom i et lille Hus i Blære. De to Jerntøjer fandtes i Gatten; der havde en Gaardmand købt dem af en Rakker.

Herredsfoged Major Thomas Frederik Vestenholtz, der med megen Dygtighed beklædte Herredsfogedembedet i Slet Herred, var født 4. Februar 1779 i Sejerslev Præstegaard paa Mors, hvor Faderen, den bekendte store Landøkonom og Bondeven Johan Diderik Vilhelm Vestenholtz, var Provst.

Vestenholtz havde Bopæl i Vilsted i det gamle Bindingsværkshus, hvoraf en Del endnu staar. Han var en meget lærd Mand, der gerne vilde hjælpe Befolkningen, naar den blev forurettet i Modsætning til Forgængeren. Han døde i sin bedste Alder kun 51 Aar gl. den 22. Dec. 1830 og ligger begravet under den store, smukt polerede Granitsten Øst for Vaabenhuset ved Vilsted Kirke. Herredsfogden havde en Søn Rolf Krake Vestenholtz, som i en ung Alder kom til Landbruget. Han blev senere Ejer af flere Gaarde. I Aaret 1852 købte han Herregaarden Refsnæs ved Kongerslev i Øst-Himmerland. Han var gift med en Datter af Godsejer Hjorth til Thustrup.

I Vest-Himmerland har det helt igennem været Folkekirken, der har sat sit Præg paa det aandelige Liv. Det er den gamle Kristelighed, som den har været praktiseret gennem Aarhundreder. Det store Flertal søgte sjældent Kirkerne, men der kom dog enkelte Lyspunkter i det sidste Aarhundrede.

Det var egentlig Baptisterne, der begyndte for knap hundrede Aar siden at forsøge en Vækkelse, men den fik kun ringe Udbredelse [side 240] i Egnen og næsten kun i Salling og Oudrup Sogne. Den før omtalte unge Mand Anders Laursen begyndte sit Missionsarbejde midt i Tredserne, men han gik jo straks over til Grundtvigianerne.

Mange blev stærk grebet af Anders Laursens Forkyndelse; her kan nævnes af de mest kendte: Thomas Svendsen, Laust Barmer, Jens Brams, Kristian Skriver og Poul Kristoffersen, Gatten Hedegaard. Denne sidste og Laursen har tit, naar de kom fra Møder, vandret næsten hele Natten frem og tilbage ad Hedevejene ved Gatten og diskuteret Kristendom. I mange Aar blev der holdt store Efteraarsmøder paa Højskolen i Lundby, hvor Laursen var Forstander, de bredte sig ud ogsaa andre Steder, da der i Halvfemserne. blev oprettet mange Forsamlingshuse rundt i Egnens Landsbyer.

Først i Halvfemserne kom der for Alvor Liv i den aandelige Bevægelse paa Egnen; det skete efter, at Vilhelm Bech havde været her oppe og rusket Folk op. Denne Missionens Førstemand prædikede i Vindblæs Kirke den 27. November 1889. De gamle har fortalt om denne Gudstjeneste, at der var kommen saa mange Mennesker til Stede. at Kirken ikke nær kunde rumme dem. Der var mødt Folk fra alle Vest-Himmerlands Sogne og mindst Halvdelen maatte gaa med uforrettet Sag. Ja, helt ovre fra Hanherred var der mødt mange, ialt regnede man med, at der var rejst 6 à 700 Mennesker efter at høre den berømte Præst.

Gudstjenesten begyndte Klokken halv to, og i noget over fire Timer talte Vilhelm Bech paa sin stærke og indtrængende Maade udfra Lignelsen om Peters Fiskedræt, saa det blev helt mørk Aften, inden Folk kunde vende hjem. Denne Gudstjeneste gav sikkert Stødet til den Vækkelse, der begyndte i Halvfemserne, da der var kommen nogle nye Præster til Egnen, som f. Eks. M. C. Madsen i Næsborg og Steffensen i Vilsted. Der byggedes nu flere Steder Missionshuse og afholdtes Missionsmøder og Samtalemøder rundt om i Hjemmene. Grundtvigianerne fik aldrig den store Tilslutning; der byggedes Kirker i Løgstør og Hornum, hvor man samles for at høre Pastor Anker Møllers Forkyndelse. [side 241]

I Aaret 1888 kom Beboerne i Vest-Himmerland ud for noget usædvanlig. Gennem den stedlige Avis blev der underrettet om, at det berømte Vombvells Menageri vilde komme til Løgstør. Noget saadant var ikke før bleven fremvist. Egnens Befolkning havde jo aldrig før set et vildt Dyr, og da Dagen oprandt, det var den 5. og 6. Juli i Sommerens bedste Tid, strømmede Folk til Byen, baade unge og gamle, baade fra Gaard og fra Husmandssteder, alt hvad der kunde krybe og gaa. Dyrene transporteredes paa 18 Vogne, hvoraf nogle var forspændt seks Heste. Desuden var der en .Musikvogn, der blev trukken af 6 Kameler. Der fremvistes 8 Løver, 5 Leoparder, 3 store Elefanter, 3 Kongetigre samt Bjørne og Hyæner. Dyrene førtes frem af Mr. Cooper, der var den ældste og mest erfarne Dyretæmmer. En Løvetæmmerske Miss Schercado, stak under Forestillingen sit Hoved ind i en Løves Gab. Kl. 9 om Aftenen blev Dyrene fodret; der var averteret efter at købe gamle Heste, Køer og Kalve. Den enestaaende Fremvisning blev en Begivenhed, der længe blev Samtaleemne her paa Egnen.

Naar der tales om Tordenvejr, siger de gamle altid, at den Torden, vi har nu til Dags, ikke er at regne for noget, nej, saa oplevede de anderledes Uvejr i deres Ungdomstid. Et saadant frygteligt Tordenvejr rasede der en Torsdag Aften den 22, August 1895, det skal være det værste Uvejr, nogen kan mindes. Det rasede over Jylland lige fra Skagen til Skanderborg. Vejret var voldsomst ved Midnatstid, det tordnede uden Ophør, og Himmelen var hele Tiden oplyst som et Ildhav. Selv de allerældste havde aldrig set Mage til Vejr. Fra Gatten kunde der tælles 21 Brande, fra Løgstør Bakke 20, og fra Næsborg Kirkebakke helt op til 30, næsten alle i nordlig og særlig i østlig Retning. Der var usædvanlig meget Tordenvejr det Aar. Her paa Egnen brændte der 3 Gaarde, og mange Heste, Kreaturer og Faar blev slaaet ihjel af Lynet.

Aarene efter den ulykkelige Krig i 1864 blev paa mange Maader en Genrejsningens Tid ogsaa for vor Egn. De kendte Ord om "hvad udad tabes skal indad vindes" blev virkeliggjort [side 242] paa mange Omraader. Egnens Befolkning gik fremad i økonomisk Henseende, derimod kneb det mere med Oplysning. Bønderne var træge til at sende deres Sønner og Døtre paa de opdukkende Højskoler, man mente, man kunde nøjes med den Undervisning, der blev budt paa i Folkeskolen og Aftenskolen.

Men der kom dog nogle enkelte af Sted, og disse kom ogsaa tilbage med et Fond af Kundskaber og blev med Tiden en Slags Foregangsmænd paa forskellige Omraader. I Firserne kom Tanken frem om Oprettelse af Mejerier og Brugsforeninger. Der oprettedes Andelsmejerier i Ranum og Brøndum i 1890, og i 1891 Brugsforeninger i Vilsted, Ranum og Næsby. Først i 1900 oprettedes Andelssvineslagterier i Løgstør, før deri Tid solgtes Grisene til private Opkøbere eller leveredes til Smaaslagterier, hvoraf der fandtes enkelte.

Det, der hjalp Egnen mest, var jo den Gang Banen fra Hobro til Løgstør blev anlagt. Forarbejderne til denne Bane var langvarige. Allerede 1871 var der dannet en Komite, der skulde arbejde herfor, men til at begynde med regnede man Aggersund for Udgangspunktet, senere fremkom der mange Baneplaner, det var jo vanskelig at enes om, hvor den skulde gaa. Først i Rigsdagssamlingen 1889 blev Forslaget vedtaget, og Arbejdet med Anlægget, kunde paabegyndes, det stod paa i 3 Aar, og 14. Juli 1893 blev den indviet. Det var en stor Dag, da det første Tog kom op gennem Himmerland. De fleste havde jo aldrig set noget saadant før, og mange Mennesker var forsamlede hele Vejen langs Banelinien og ved Stationerne.

Der var heller ikke før 1882 nogen virkelig Presse paa Egnen, dette Aar begyndte en ung Mand, Edvard Jørgensen, Udgivelsen af en Avis i Løgstør. Før den Tid var det jo kun Præsten og Proprietæren i Sognet der fik Avis, nemlig Aalborg Stiftstidende. Løgstør Avis blev vel modtaget af Befolkningen, men hvad stod der nu i et saadant Blad. Det første Nummer udkom Lørdag den 1. April 1882 og var af et Format 29 X 44 cm 4 Sider. Det indeholdt først et Forord, hvor Redaktøren anbefalede Bladet til Løgstøregnens Folk. Derefter var der Nyheder fra Indlandet. En Artikel: "En Præst fra forrige Aarhundrede". Referat fra et Møde [side 242] i Haandværkerforeningen, en Ejendomshandel fra Mjallerup, Gudstjenesten, Døde anmeldt for Skifteretten i Løgstør, og nogle Annoncer, hvoraf de fleste var fra Nibe. Det kneb længe med lokalt Stof. Folk holdt ikke af at komme i Avisen dengang, men straks kom der dog nogle Dødsannoncer og andre Meddelelser. Af Ugeblade var "Ugens Nyheder" det, der vandt Indpis i Bondebefolkningen. Hvor har mangen gammel ensom Kone paa Hedeegnen ventet efter den Dag i Ugen, da dette Blad kom. Senere blev den meget fortrængt af det flottere Blad, "Illustreret Familie journal". Der oprettedes ogsaa i de Aaringer enkelte -smaa Bogsamlinger i Skolerne rundt i Sognene, ellers var. Folk ikke forvænt med Læsning, de fleste manglede vel ogsaa Lysten dertil.

De store Hedestrækninger i Vest-Himmerland spillede i gamle Dage en ikke ringe Rolle for Befolkningen; det var ikke alene, at man brugte Lyngen som Foder, men der var jo næsten ingen anden ildebrændsel dengang end Lyngtørvene, der anvendtes i store Mængder i Gaardene. Tørvejorden i Moserne var jo for vaad, saa der kunde man næsten ikke færdes. Det kan se ud, som Befolkningen dengang havde været ilde faren, hvis man ikke havde haft Heder; der anvendtes jo ikke Lyng alene til Foder og Ildebrændsel, men langt tilbage var den det mest anvendte Tækkemateriale paa Bøndernes Huse i Hedeegnen, og i de faste dybe Sengesteder fyldtes der op med Lyng. Lyngtørvene kunde holde Ild Natten igennem. En gammel Kvinde har fortalt, at hendes Moder sagde, at liden i de 50 Aar, hun var Kone i Gaarden, ikke var gaaet ud mere end fem Gange. Man skulde for Alvor passe paa Ilden dengang. Samme Kone rejste sig hver eneste Nat og saa efter, om det nu var som det skulde være. Der var jo ingen Brandforsikring dengang, skulde Gaarden brænde, var man ruineret. .- Det var store Mængder af den Slags Tørv, der skulde bruges, 40 à 60 Læs til en almindelig Gaard til en Vinter, saa det var jo tydelig, at det tog paa Hedernes Frugtbarhed, naar det, der skulde sætte Muld, forsvandt. Det aflastede Hederne en Del, da Tørvegravningen i Moserne kom igang. Det tog lang Tid, før den afgravede Hede kunde graves paany.

[side 244] Hedebrande var Bondens Rædsel. Den sidste rigtig store Hedebrand her paa Egnen fandt Sted den 19. Juni 1893 paa Oudrup og Gatten Heder; der brændte da et 500 Tdr. Ld. stort Areal. Branden var paasat af et Tipvognstog og varede flere Dage. Det var lige før Baners Aabning. Man fik jo dengang nogen Frygt for, at Toget var meget brandfarligt, men nu 60 Aar efter ses det, at det er ikke gaaet rent galt.

I Hedeegnen holdt Rakkerfolket mest til, her kunde de færdes mest frit, men Beboerne holdt ikke af dem, selv om der aldrig er fortalt om særlig voldsomme Begivenheder de har forøvet. Den før omtalte Jens Bager kunde i nogen Maade sidestilles med dem og stammede ogsaa fra dem. Der fortaltes, at han engang foraarsagede et Menneskes Død. Han var en lidenskabelig Jæger og drev meget Krybskytteri. En Efteraarsdag ved Aftenstid i Aaret 1844 kom han til Gaardmand Søren Rise i Oudrup sammen med to andre Jægere, og de forlangte Brændevin. Søren nægtede at skænke for dem og bebrejdede dem, at de jagede paa hans Jord; han forsøgte at drive dem ud af Gaarden. I Gaardsledet lød der et Skud, og da Folk kom til, laa Manden dræbt af et Skud i Maven. Jens Bager sagde, at Søren Rise vilde tage Bøssen fra ham og derved kom til at vende den mod sig selv og berøre Aftrækkeren. De to andre sagde det samme, og denne Forklaring maatte Herredsfogden saa nøjes med. Engang havde en stor Flok Rakkere lejret sig ved Bydiget i Nordsiden af Vilsted By. De tiggede Brændevin, Flæsk og Æg i Byen og lavede i laante Gryder de store Flæskepandekager paa helt op til 40 Æg; de opførte sig saa vildt, at Byens Beboere nærede en sand Rædsel. Fra Vilsted rejste hele Flokken nordpaa til de kom til Gaarden Bjørumslet; her kom de op at slaas, Sønnen stod uden for Gaarden med en ladt Bøsse og var færdig til at skyde, hvis de kom nærmere. Efter Slagsmaalet drog hele Flokken af Sted efter Vindblæs til.

Rakkerne tiggede Føden sammen. Engang kom en Rakkerkælling til Rytterkonen i Vilsted og bad: "Haar Do et en bitte Tanning Flæsk, søe Muer, aalle saa lidt", men da hun fik Afslag, [side 245] fik Tonen en anden Lyd. "Aa, ku Do endda kvæls i det fie Flæsk, din gerrige Mær". De tiggede ogsaa gamle Klude og Uld, det blev saa solgt, og der købtes Brændevin for Pengene.

For hundrede Aar siden kom et Par Rakkere ad Vejen ved Vilsted. De foregav, at de skulde til den kloge Kone i Vindblæs med et Barn, som Konen bar paa Ryggen i en Sæk. Natten tilbragte Rakkerfamilien i en Lade. Om Morgenen var Konen inde i Stuehuset og bad om Mælk til Barnet; men efter at de var gaaet bort, havde de dræbt Barnet og kastet Barneliget i en Tørvegrav i Trøstrup Kær Øst for Vilsted. Næste Foraar fandt Tørvegraverne Liget, og Moderen blev eftersøgt og kom i Forhør, men Sagens videre Udvikling kendes ikke.

For at komme Uvæsenet til Livs, lod Stiftamtmanden i Viborg paa en bestemt Dag den 11. Febr. 1835, foretage en formelig Klapjagt paa de løse Eksistenser over hele Midtjylland helt til Aalborg. Og Resultatet af denne jagt blev, at der indfangedes 200 pjaltede og af Kulde forkomne Individer.

Til Arresten i Løgstør indbragtes 33 Personer, indfangede af forskellige Sognefogder, men dette Tal stemmer slet ikke med det virkelige Antal her paa Egnen, da mange var flygtet hertil fra Rinds og Gislum Herreder for at undgaa Herredsfoged Jansens hidsige Forfølgelse. Befolkningen havde Medlidenhed med dem. Saaledes var vor Familie ikke uden Skyld i, at den gamle Rakker Elias og hans Kone Bodil laa godt gemt i den lange Lyng paa Heden mellem Flejsborg og Hornbæk.

Sognefogden i Kølby havde faaet indfanget en stor Flok. Da han og et Par andre Mænd vilde drive dem til Løgstør, gav de ved Hemdrup Bro Tegn til hinanden og flygtede ud over Kærene til alle fire Verdenshjørner.

Fangerne blev fordelt i Arresterne, nogle fik Vand og Brød, andre dømtes til Viborg Tugthus og Børnene sattes ud i Pleje.

[side 246]

Den yngste af Troels Madsens tre Døtre i Flejsborg-Svenstrup var Maren Troelsdatter, der var født 1771. Hun var bleven gift med en Gaardmand i Gatten Østergaard. Ægteparret havde en Søn, der blev kaldt Troels efter Bedstefaderen, og han fik Gaarden efter Forældrene. Hvem der var hans Ægtefælle, er der paa nuværende Tidspunkt ikke Tid til at faa oplyst. Men af hans Børn kendes tre, Jeppe Troelsen, der var Ejer af Vestergaard i Gatten. Han havde Sønnerne: Hans Kryger Troelsen, Gdr. i Søttrup, og Thorvald Troelsen, før Ejer af Gyvelgaard og senere af en Gaard i Tandrup, han døde Sommeren 1952, samt Døtrene Anne, gift med Bertel Myrup, Gdr. i Vindblæs, nu boende Hornum St., og Sigrid, Ejer af Mølgaard i Havbro. Af de andre af Troels' Børn var Maren Troelsdatter gift med Christen Nielsen, de har en stor Efterslægt. Af hans Sønner var Nels Chr. Nielsen Gdr. i Mjallerup. Han har en Søn, Thomas Bruun Nielsen, der er Gaardejer i Vilsted, og en Datter er gift med Gdr. Anton Andersen, Mjallerup. Af de to andre var Troels Nielsen Gaardejer i Flejsborg-Svenstrup og Kristen Nielsen Gaardejer og Sognefoged i Krogstrup, gift med Maren Troelsdatter fra den anden Svenstrupgaard.

RETTELSER OG TILFØJELSER 1952

Side 37. Overassistent Holger Klitsgaard deltog Søndag den 11. Maj i en Festlighed efter Barnedaab hos Svogeren Peter Aarup Bro i Vindblæs. Efter at have spist om Aftenen, følte han sig utilpas og gik hen for at hvile lidt. Da man senere vilde se til ham, var han afgaaet ved Døden. Den sørgelige Begivenhed gjorde et stærkt Indtryk paa Familien og de tilstedeværende.

Side 40. Tekla Elfrida Bro, Datter af Førstelærer Bro, Ranum, gift med fhv. Lærer Knud Nielsen, Terndrup, døde 2. Jan.

Side 59. Gdr. Magnus Bro's Fødselsdag er fejlagtig sat til 25. Febr., det skal være 4. Dec.

Side 96. Nielda Valsted, Datter af Rs. Valsted, Salling, er gledet helt ud. Hun er f. 9. Nov. 1914 og gift med Snedkermester Harald Hansen, Skelhøje. 1 Barn. Ingolf Glud Hansen, f. 27. Aug. 1944.

Side 114. Jensine Nielsen, gift med Rørvævsfabrikant Jens Jensen, Løgstør, er død i Sommeren 1952.

Side 136. Troels Jensen, Flejsborg-Svenstrup, er død 4. Febr. 1870. Hans Hustru Anna Birgitte døde 24. Sept. 1873.

Side 151. Gdr. Christen Christensen kaldet Tolstrup, Haldrupgaard findes ikke at være født i Tolstrup, Aars Sogn 1796, men har nok opholdt sig der i sine Ungdomsdage, og har saa derved faaet Navnet. Før han ved Giftermaal kom til Haldrupgaard, tjente han i Vollesgaard, Vilsted Sogn.

Side 180. Hedvig Sørensdatter, f. 7. Juli 1820 i Kølby, Datter af Husmand Søren Sahl og Hustru Karen Thomasdatter. Sidstnævnte var fra Vilsted, Datter af Husmand Thomas Pedersen.

Side 186.Pouline Christensen Brusgaard er død 9. Febr. 1946,
 
 
 
 
 

NAVNEREGISTER

[Bemærk at registret følger originalen: Der er fejl i den alfabetiske sortering og registret er ikke komplet. Tallene henviser til de originale sidetal, der i den scannede version er markeret i firkantet parentes [side 1], [side 2] osv.]

Aagesen, Jens, Gdr., Ø. Aarupgaard 88
Aagesen, Vilhelm, Gdr., Aarup Østrup 89
Aagesen, Gregers, Gdr., Ø. Aarupgaard 89
Andersen, A. Stoffersen, fhv. Gdr., Hvalpsund 60
Andersen, Chr. Adolf, Rentier, Brovst 190
Andersen, Chr. Bro, Agent, Svendborg 60
Andersen, Agner, Gdr., Fjeldsø 61
Andersen, Peter, Fodermester, Ø. Nejsig 61
Andersen, Aage, Husejer, Flakkebjerg 61
Andersen, Johannes, Slagtermester, Farre 61
Andersen, Andreas J., Ambulancefører, Brovst1 91
Andersen, Jens Chr., Grosserer, Aarhus 169
Bro, Christen Jensen, Husfæster, Vilsted 19
Bro, Jens Christensen, Gaardfæster, Vilsted 22
Bro, Kristian Nielsen, Lærer, Ranum 39
Bro, Christen Christensen, Husfæster, Vilsted 25
Bro, Otteane Christensdatter, Husejer, Søttrup 28
Bro, Kristen Kristiansen, Gdr., Brodshave 50
Bro, Kristian Kristiansen, Gdr., Brodshave 59
Bro, Emil, Manufakturhandler, Odense 40
Bro. Karl Frederik, Gdr., Mjallerup 66
Bro, Troels Thorvald, Gdr., Sondrup 66
Bro, Jens Christian, Gdr. Mjallerup 63
Bro, Jens Christensen, Gaardfæster, Vilsted 12
Bro, Thomas Kristiansen, Gdr., Vindblæs 29
Bro, Jens Aarup Thomsen, Gdr., Løgstør 34
Bro, Jens Christensen, Gdr., Engelstrup 73
Bro, Ebba, Manufakturekspeditrice, Herning 42
Bro, Anna, Bogholderske, Aarhus 42
Bro, Christen, Gdr., Solvang, Vindblæs 59
Bro, Ejnar, Vin- og Cigarhandler, Aalestrup 59
Bro, Magnus, Gdr., Brodshave 59
Bjerre, Jens, fhv. Gaardejer, Salgsleder, Løgstør 160
Bystrup, Peter, Viceskoleinspektør, Aars 41 [side 249]
Berg, Marinus, Fisker, Glyngøre 48
Byrjalsen, S., Bankkasserer, Aars 131
Christensen, Otto, Fæstebonde, Flejsborg-Svenstrup 82
Christensen, Gregers, Gaardfæster, Hornbæk 84
Christensen, Jens Chr., Gdr., Tolstrup 100
Christensen, Chr. Gregersen, Gdr., Tolstrup 101
Christensen, Niels P., Gdr., Vindblæs 55
Christensen, Peder Laurids, Gaardmand, Vilsted 192
Christensen, Anæus, Slagteriarbejder, Løgstør 101
Christensen, Troels, Gaardmand, Brusgaard 186
Christensen, Niels Chr., Købmand, Løgstør 142
Christensen, Troels, Gdr., Sjøstrup 62
Christensen, Aage B., Snedkermester, Trustrup 149
Christensen, A. V., Købmand, Væggen 185
Christensen, Jens Peter, Gdr., Hald 187
Christensen, Ingeman, Grd., Holmgaarde 188
Christensen, Ankjær, Gdr., Brusgaard 188
Dalsgaard, Jens, Gdr., Mølgaard, Vindblæs 37
Dam, Carl, Lærer, Flarup, Udby 132
Gandrup, Ricard, Red., Forfatter, Aarhus 40
Godtfredsen, Godtfred K., Lærer, Vilsted 73
Gregersen, Peder Janus, Gaardfæster, Vindblæs 23
Gregersen, Christen, Gaardmand, Hornbæk 87
Grønning, Bernhard, Bagermester, Aars 61
Haugaard, Erik, Landbrugslærer, Krabbesholm 44
Hansen, Kristian, Gdr., Vindblæs 62
Hansen, Arne, Kreaturhandler, Vindblæs 62
Hansen, Dagny Elise, Musiker, Vindblæs 62
Hansen, Kristian, Husmand, Vilsted 195
Hansen, Christen, Gdr., Ørsnæsgaard 195
Hansen, Niels, Indremissionær, Støvring 170
Haldrup, Niels, Rentier, Overlade 167
Haldrup, Niels Chr, Gdr., Borregaard 161
Haldrup, Troels, Gdr., Haldrupgaard 156
Haldrup, Niels Christensen, Gdr., Ny Haldrup 151
Haldrup, Laurids, Sognefoged, Snehøjgaard, Øls 163 [side 250]
Haldrup, Holger, Gdr., Stensgaard, Blære 165
Haldrup, Poul, Gdr., Ranum 166
Haldrup, Sigurd, Farmer, Illinois 171
Haldrup, Niels, Gdr., Sindinggaard 169
Haldrup, Poul, Rentier, Løgstør 170
Haldrup, Jens, Gdr., Sønderlade 171
Haldrup, Frederik, Gdr., Sønderlade 172
Hornbæk, Lars, Gdr., Hyllebjerg 56
Hornbæk, Kr. Bro, Gdr., Borregaard 57
Jacobsen, Carl, Gdr., Klostergaarden 173
Jacobsen, Niels Chr., Gdr., Engelstrup 37
Jacobsen, Harald, Gdr., Hvam 146
Johnsen, Harbo Brønnum, Adjunkt, Hjørring 74
Jensen, Mads, Husejer, Braarup 77
Jensen, Jens Chr., Gdr., Oudrup 77
Jensen, Jens Aarup, Husmand, Ø. Falde 80
Jensen, Niels ved Broen, Vilsted 12
Jensen, Anders, Gdr., Lemdrup 32
Jensen, Jens Chr., Gdr., Oudrup, Anneksgaard 107
Jensen, Jens, Gdr., Oudrup Anneksgaard 107
Jensen, Jens Posborg, Gdr., Gaardsted 109
Jensen, Niels, Gdr., Bjørnstrup 110
Jensen, Troels, Gdr., Flejsborg-Svenstrup 135
Jensen, Kr. Bro, Bager, Ørsted 79
Jensen, Martin, Bager, Torento, Kanada 81
Jensen, Jørgen, Gdr., Braarup 128
Jensen, Oscar, Gdr., Haldrupgaard 164
Jensen, Jens, Gdr., Borregaard 165
Johansen, Anker, Th., Overlærer, Aalborg 133
Jeppesen, Vilhelm, Kirkebetjent, Overlade 56
Justesen, Kristen, Gdr., Oudrup 123
Justesen, Karl, Gdr., Braarup 125
Justesen, Kr. Kollerup, Gdr., Oudrup 124
Justesen, Søren Holm, Gdr., Løgsted 125
Justesen, Ingvard, Gdr., Hornbæk 125
Justesen, Frede, Parfumefabrikant, København 127 [side 251]
Justesen, Jens Jørgen, Gdr., Sondrup 65
Kollerup, Søren, Gdr., Hornbæk 51
Kollerup, Kristian Sørensen, Gdr., Oudrup 115
Kollerup, Chr. Gregersen, fhv. Gdr., Vilsted 52
Kollerup, Kristoffer, Lærer, Roerslev 126
Kollerup, Kristian, Gdr., Hornbæk 53
Kollerup, Thomas, Gdr., Hornbæk 55
Kollerup, Laurids, Gdr., Engelstrup 54
Krogh, Peter Nielsen, Gdr., Engelstrup 97
Karlsen, Kr., Uddeler, Vrinders 184
Kjeldsen, Kristen, Gdr., Støttrupgaard 189
Kristensen, Thomas, Rentier, Non Mølle 176
Kristensen, Franklin, Frisør, Aalborg 178
Kristensen, Karl, Mølleejer, Non Mølle 179
Kristensen, Herman, Uddeler, Funder 179
Larsen, Lars Peter, Gdr., Oudrup 129
Larsen, Kristian, Gdr., Braarup 130
Larsen, Carl, Gdr., Tandrupgaard 159
Larsen, Anders Kr., Husmand, Mjallerup 189
Laursen, Ejnar Dahl, Gdr., Vanggaarden 143
Lyngsøe, Jacob, Uddeler, Blære 142
Madsen, Troels, Fæstegaardmand, Flejsborg-Svenstrup 82
Madsen, Søren Kollerup, Gdr., Oudrup 98
Madsen, Kr. Kollerup, Gdr., Oudrup 118
Madsen, Jens Peter, Gdr., Oudrup 117
Madsen, Martin, Sognefoged, Oudrup 120
Madsen, Mads M., fhv. Lærer, Vanløse 118
Maahr, Ejnar, Gdr., Ørsted 49
Mousten, Jens, Gdr., Ranum 196
Mikkelsen, M. A., Togfører, Thisted 41
Myrup, Arnold, Gdr. Vindblæs 113
Myrhøj, Anders, Gdr., Krogstrup 131
Myrhøj, Jens Chr., Gdr., Krogstrup 131
Myrhøj, Kristian Kollerup, Gdr., Krogstrup 133
Møller, Kristian, Gdr., Tolstrup 98
Møller, Jens Peter, Gdr., Krogaarden, Aggersund 99 [side 252]
Mosegaard, C., Førstelærer, Thistrup 179
Mouritsen, Kristian, Gdr., Vormstrupgaard 167
Mouritsen, Niels, Gaardmand, Ranum 197
Mouritsen, Mourits Kr., Lærer, Storvorde 197
Mouritsen, Kristian, Gdr., Ranum 197
Markussen, Jørgen Sorvad, Husmand, Tolstrup 93
Nielsen, Jacob, Gdr., Engelstrup 42
Nielsen, Jens Snedker, Gdr., Brodshave 88
Nielsen, Niels, Gdr., Hvorvarp 88
Nielsen, Kristian Kollerup, fhv. Gdr., Farsø 91
Nielsen, Jens Peter, Gdr., Braarup 107
Nielsen, Knud, fhv. Lærer, Terndrup 40
Nielsen, Jens Kristian, Gdr., Rønbjerg 113
Nielsen, Niels, Gdr., Krogstrup 145
Nielsen, Jørgen Kristian, Gdr., Ny Haldrupgaard 172
Nielsen, Ernst R., Købmand, Holstebro 60
Nielsen, Kristen, Sognefoged, Krogstrup 146
Nielsen, Andreas, Gdr., Oudrup 111
Nielsen, A. Hove, Gdr., Hingelbjerg 148
Nielsen, Øjvind, Politiassistent, Løgstør 148
Nielsen, Niels Haldrup, Gdr., Vindblæs 174
Nielsen, Aksel, Gdr., Brøndum 174
Nielsen, Kristen Tolstrup, Gdr., Ny Haldrupgaard 174
Nielsen, Arne, Gdr., Flejsborg-Svenstrup 146
Nielsen, Peder Kr., Købmand, Aalborg 177
Nørgaard, Kr. Gregersen, Gdr., Tolstrup 99
Nøhr, Niels Jensen, Gdr., Malle 196
Overgaard, Thomas, Gdr., Landpost, Salling 95
Overgaard, Johan Johnsen, Gdr., Lundby 96
Overgaard, Chr. Gregersen, Gdr., Salling 96
Olesen, Julius Frederik, Gdr., Braarup 53
Olesen, Julius Frederik, Gdr., Oudrup 54
Poulsen, Poul Chr., Gdr., Engelstrup 67
Poulsen, Troels, Gdr., Engelstrup 71
Poulsen, Christen, Gdr., Mjallerup 71
Poulsen, Martin, Husmand, Slemstrup 49 [side 253]
Poulsen, Anton, Gdr., Bjørumslet 93
Poulsen, Poul Drejer, Husmand, Vindblæs 94
Petersen, Peter L., Snedkermester, Aars 130
Pedersen, Troels, Husmand, Giver 47
Pedersen, Kristian, Gdr., Giver 47
Pedersen, Karl, Husmand, Vindblæs 48
Pedersen, Ejnar, Gdr., Dømmestrup 49
Pedersen, Søren Chr., Gdr., Hulegaard 194
Pedersen, Th. Bro, Regnskabskonsulent, Aalborg 49
Pedersen, Edvard, Kirkebetjent, Almind 60
Pedersen, N. P., fhv. Lærer, København 74
Pedersen, Hans, Gdr., Fadestrupgaard 172
Pedersen, Aage, Lærer, Minstrup 179
Svendsen, Thomas, Rentier, Ulstrup 43
Svendsen, A. Lærer, Aalum 178
Svendsen, Jens, Læge, Jebjerg 43
Svendsen, Svend, Landbrugskandidat, Tylstrup 44
Svendsen, N. Borup, Landsretssagfører, København 45
Sahl, Marius Nielsen, Portland Maine, U. S. A 78
Svenstrup, Christen Jensen, Gdr., Ulstrup 175
Svenstrup, Jens Christensen, Gdr., Ulstrup 181
Svenstrup, Jens, Gdr., Ulstrup 182
Svenstrup, Adolf, Gdr., Kølby 183
Svenstrup, Kristian, Købmand, Løgstør 184
Svenstrup, Thomas, Gdr., Søttrup 185
Søndergaard, Niels Peter, Gdr., Vilsted 111
Simonsen, Jens, Gdr., Engelstrup 74
Simonsen, Peder, Gdr., Vilsted 73
Sørensen, Emil, Cyklehandler, Nibe 133
Sørensen, Aage, Gdr., Foulum 56
Sørensen, Anton, Gdr., Mølgaard Mark 91
Sørensen, M. Finnerup, Statshusmand, Gundersted 187
Thorup, Niels, Gdr., Engebjerggaard 183
Thaudal, Jens Sørensen, Husmand, Ulstrup 181
Thomsen, Anders, Gdr., Oudrup 175
Troelsen, Jens Chr, Gdr., Flejsborg-Svenstrup 137 [side 254]
Troelsen, Aksel, Gdr., Krogstrup 140
Troelsen, Jens, Gdr., Flejsborg 149
Troelsen, Troels, Gdr., Flejsborg-Svenstrup 140
Troelsen, Aksel Chr., Gdr., Krogstrup 141
Troelsen, Jens Chr., Kørelærer, Ry 142
Troelsen, Søren, Gdr., Vansted 143
Troelsen, Ejgil, Gdr., Krogstrup 145
Valsted, Kristian, Gdr., Salling 67
Valsted, Rasmus, Husejer, Salling 95
Valsted, Poul, Gdr., Næsborggaard 68
Valsted, Jens Christensen, Gdr., Dammergaard 68
Valsted, Thomas O., Husmand, Vindblæs 54
Valsted, Kristian, Skomager, Salling 68
Valsted, Niels Chr., Gdr., St. Ajstrup 67
Østergaard, Alfred, Gdr., Engelstrup 122
Ørndrup, Anders, Handelsmand, Hornum 162

BENYTTEDE KILDER

Slet Herreds Skøde- og Pantebøger. Skifteprotokol for Vaar Gods 1717-75. Skifteprotokol for Aarupgaards Gods. Forskellige Papirer tilhørende Præsteembedet. Historisk Samfunds Aarbøger for Aalborg Amt, særlig Stiftsfysikus Johansens og N. C. Kyøs Afhandlinger. Gamle Aargange af Løgstør Avis. Vilsted-Vindblæs Sogneraads Forhandlingsprotokoller. Ældre Kirkebøger paa Landsarkivet. Vilsted Sogns Kirkebøger. Vindblæs Sogns Kirkebøger. Ulstrup Sogns Kirkebøger. Aars Sogns Kirkebøger. Flejsborg Sogns Kirkebøger. Ranum-Malle Sogns Kirkebøger, Oudrup Sogns Kirkebøger. Forskellige Folks Beretninger.
 
 
 
 
 
 
 

INDHOLDSFORTEGNELSE

Forord 7
Slægtens Hjemsted 9
Christen Jensen Bro og Anna Mikkelsdatter 17
Christen Christensen Bro og Otteane Troelsdatter 25
Jens Christensen Bro og Inger Troelsdatter 82
Troels Jensen og Anna Birgitte Simonsdatter 135
Niels Chr. Christensen og Dorthea Marie Troelsdatter 151
Selvejergaardmand Christen Jensen Ulstrup 175
Peder Laurids Christensen 192
Hvad de gamle oplevede og fortalte 199
Rettelser og Tilføjelser 247
Navneregister 248
Benyttede Kilder 255
Indholdsfortegnelse 256
 
 
 
 
 
 

TILFØJELSER

Tilføjelserne i det følgende er ikke med i Kollerups oprindelige bog om Bro-slægten. De vedrører "Birkegårdsslægten", se sidst i tilføjelserne. Numre i kantes parentes foran personnavne henviser til tavlen med Birkegårdsslægten.

Uddrag: Chr. Kollerup: Vesterhimmerlandske Sognehistorier, Løgstør 1964

Haldrupgaard, S. 76-78

Nr. 1 a, Haldrupgaard. 50,4 ha. Da kong Christian III i 1545 besøgte Vitskøl, gav han abbed Anders Andersen livsbrev på en del gårde, bl. a. Haldrupgaard, Vilsted sogn, hvilken gård abbeden vist selv havde indløst. Så gik der ca. 200 år, inden der kom orden i ejerrækken. Christen Federsen var ejer af gården; han døde 1794, 54 år gammel. Hans enke, Ane Nielsdatter, giftede sig 1798 med Niels Christensen Oustrup, der så blev ejer af gården; han stammede fra Oustrup ved Aars. Ane Nielsdatter døde 12. april 1815. Den 24. november samme år giftede Niels Oustrup (nu 52 år gammel) sig med den 19-årige[9] Mariane Jørgensdatter, [18] Jørgen Madsens datter i nabogården [Haldrup Søgaard, se nedenfor]. Niels Oustrup døde 3. april 1824, 61 år gammel, og den unge enke giftede sig straks efter med [8] Christen Christensen, der tjente i Vollesgaard; han var fra Tolstrup ved Aars og blev straks kaldt Chr. Tolstrup; den 1. juli 1844 blev han under arbejdet i sin lade dræbt af en nedstyrtende bjælke, der ramte ham i hovedet. Sønnen [4]Niels Chr. Christensen [Tolstrup/Haldrup] var da kun 16 år gammel, men han forstod tidligt at sætte sig ind i gårdens driftsmåde, og efter giftermål 1856 med [5] Dorthea, datter af gårdejer [10]Troels Jensen [Bro] i Flejsborg Svenstrup, gik det så godt for ægteparret, at de 1871 af Jens Christensen (kaldet Rævehale) kunne købe nabogården og derved forøge gårdens areal betydeligt. Niels og Dorthea fik en stor børneflok, 14 ialt, men mange af dem faldt som ofre for de store epidemier, der rasede dengang, så kun fire af børnene nåede skelsår. - Den ældste søn Christen Tolstrup blev gift med en datter af Peter Drejer i Vilsted, og de blev gårdmandsfolk i Lundby. Sønnen Troels, født 1860, gift med Helene Kirstine fra Vadgaarden, fik skøde på fødegården 1885. Ligesom faderen blev han en kendt mand i sognet og fik mange tillidshverv; han havde et betydeligt anlæg for handel med heste og kreaturer. Den store børneflok spredtes rundt i Vesthimmerland og blev dygtige landmænd. Niels Haldrups tredie søn [2] Niels [Haldrup], født 1864, blev gift med [3] Hedevig Poulsen, datter af [6] Poul Chr. Poulsen, Engelstrup; de købte gård [Birkegård] i Sønderlade og kom således uden for Vilsted sogn, men er overalt kendt som dygtige folk. Niels Haldrups datter Karen blev gift med Kristian Nielsen; de fik »Ny Haldrupgaard«, som Niels Haldrup og Dorthe udskiftede fra gården 1884. Troels Haldrup beboede gården i mange år; han døde julen 1928, 68 år gammel. Datteren Anna, gift med gårdejer Oscar Jensen, født 1904, overtog gården, hvortil der er bygget nyt stuehus. Der er købt andre gårde til tre sønner. Oscar Jensen har været i kommunalbestyrelsen og i tilsynsrådet for Ranum Sparekasse.

Nr. 1 b. Ny Haldrupgård. 47,2 ha. Som nævnt ovenfor blev den nye gård, der byggedes ude ved landevejen, overtaget af Karen [Haldrup, datter af  [4] Niels Christensen TOLSTRUP] og Kristian Nielsen; han var født i Hemdrup 23. september 1870 som søn af gårdmand Niels Christensen. Dette ægtepar blev ved deres dygtighed velhavende folk, så de kunne købe egnens bedste gårde til deres børn. Trods sit stærke udseende (gl. Garder) blev Kristian Nielsen ikke særlig gammel, idet han døde 27. august 1940, knap 70 år gammel. Sønnen Tolstrup Nielsen overtog i 1936 gården; han er gift med Kristine Holm, datter af gårdejer Kristen Holm i Salling,

[...]

Nr. 3 a. Haldrup Søgaard. 40,5 ha. 1801 boede her [18] Jørgen Madsen, født 1764, død 1838. På folketællingslisten står, at han var en fattig selvejerhusmand og murermester. En svigersøn, Morten Christensen fik ejendommen 1836; dennes datter, Ane Marie, blev 19 år gammel 1857 gift med Mikkel Kr. Kristensen, søn af fisker og husmand Kristen Mikkelsen i Vilsted, og Morten gik på aftægt, 52 år gammel. Han blev 1847 udlagt som fader til deres tjenestepiges barn. Efter konens død giftede han sig 1860 med pigen, der hed Maren Jeppesdatter og var 44 år. Morten Christensen døde 1869, 64 år gammel. Den unge mand i gården, Mikkel Kristensen, døde allerede 1870, kun 40 år gammel; han kvaltes i et bid af en roe, der satte sig fast i halsen. Enken Ane Marie Mortensdatter giftede sig 1871 med snedker Anders Pedersen, født 1841 i Bjørnstrup; hun døde 1876, 38 år gammel, og Anders Pedersen giftede sig så samme år med Mette Marie Andersen, født 1849, datter af gårdejer Anders Larsen, Vollesgaard. Deres søn Anders Larsen Pedersen blev gift med Mette, datter af Kristian Hansen (Smed), Engelstrup, og parret overtog 1903 gården, der nu blev udvidet ved jordkøb og søens udtørring. Anders Larsen døde 16. marts 1956, 78 år gammel; han boede da i Raunstrup. Sønnen Arne Pedersen overtog gården i 1942.
 

Øster Stræth, s. 196 f.

Nr. 1 a. Øster Stræth. 40,3 ha. Ved år 1800 var [26] Jens Poulsen ejer af denne gård. Helligtrekongersdag 1812 var han gået til Engelstrup for at besøge sin familie her [datteren [13] Kirsten Jensdatter g.m. [12] Poul Jensen Stræt]; men på hjemvejen om aftenen satte han livet til i et frygteligt snevejr; han var faldet i Engelstrup bæk og var blevet drivvåd, så han bukkede under i den stærke kulde. Først efter at beboerne i Vilsted og Engelstrup havde søgt i tre dage, fandt man hans lig under en stor snedrive på Hulegaardens mark. Gården gik nu over til sønnen Niels Jensen, født 1805, død 1877, han var gift med Johanne Marie Andersdatter fra Vester Stræth. Deres søn, Jens Nielsen (født 1834) fik derefter gården, som han solgte 1906, da børnene havde giftet sig gårde til andre steder. Køberen var landbrugskandidat N. C. Nielsen, der i 1913 solgte til Søren Bonde Søndergaard, der allerede året efter solgte til Hans Hansen. 1933 overtog dennes søn, Niels Hansen, gården, men videresolgte den samme år til Lars Bjerre, hvis svigersøn Frederik Søgaard nu er ejer.

Slavekrigen i Vesthimmerland, s. 245-49

Godt et århundrede er forløbet siden slavekrigens dage, og det kan vel have sin interesse at opfriske nogle enkeltheder fra den tid, da det forfærdelige rygte om Rendsborg-slavernes udbrud forårsagede en sådan panik i befolkningen, at noget lignende næppe er set hverken før eller siden.

Rygtet lød, at hvor slaverne kom frem, afbrændte de gårde og huse, mishandlede eller ihjelslog befolkningen og røvede dens ejendele, såsom rede penge, sølvtøj og lignende.

Det var den 31. marts 1848, at den urovækkende melding nåede op til Vesthimmerland. Fra herredsfogderne var der sendt ordre ud til sognefogderne om, at disse ved ridende stafetter måtte underrette befolkningen og sørge for, at så store styrker som muligt blev sammenkaldt rundt i sognene for at værne hjem og arne.

Der blev en travlhed uden lige. Særlig kneb det med at fremskaffe de fornødne våben til mandskabet, da det kun var ganske enkelte, der havde gamle muskedonnere. Disse blev fundet frem fra lofterne, eftersete og afprøvede.

Egnens smedeværksteder blev omdannet til hele våbenfabrikker; man måtte jo have noget at forsvare sig med. Alt, hvad der kunne gøre fortræd, blev taget i brug, jernstænger, forke, møggrebe, udrettede høleer og høtyve på en lang stage. Man måtte hjælpe sig, som man bedst kunne.

Af tidligere gårdejer i Vester Falde, sparekassedirektør Jens Sørensen Bak [Bach], der døde i Ranum 1940 i den høje alder af 99 år, har jeg for år tilbage fået fortalt enkelte træk om det røre, meddelelsen om slavernes udbrud vakte i hans hjemby, den lille landsby Braarup i Oudrup sogn, hvor hans far, Søren [Christensen] Bak, dengang var sognefoged og ejede den nu udstykkede Bakkegaard.

Jens Bak, der på det tidspunkt var i 7-årsalderen og lige var begyndt at gå i skole, huskede tydeligt, da den urovækkende melding kom til den lille, fredelige landsby. Sognefogden kom midt på formiddagen efter endt fodring af sine kreaturer gående tværs over gårdspladsen, der skrånede mod stuehuset, da han ved at se ud af det venstre gårdsled fik øje på en rytter, der i stærk fart kom vest fra ned ad vejen mod Braarup by. Pludselig holdt rytteren i gården. Det var en ung karl, der hurtigt, men meget nervøs kom frem med sit ærinde.

»Jeg skulle sige fra sognefoged Simon Pedersen i Vilsted, at han fra herredsfogden i Løgstør har fået meddelelse om, at flere hundrede slaver er brudt ud af Rendsborg tugthus og nu er på vej op gennem Jylland, hvor de på den skammeligste måde afbrænder gårdene og ihjelslår ordentlige folk. Alle vegne, hvor de kommer frem, slutter alskens pak sig til dem, så hæren vokser i størrelse for hver time. Det forlyder, at slaverne allerede er et par mil syd for Viborg og kan ventes at være på egnen allerede i aften eller ud på natten«.

Karlen forsvandt hurtig efter at have afleveret herredsfogdens brev til Søren Bak, der ved meddelelsen var blevet stærkt rystet. Brevet gik ud på, at han hurtigst muligt skulle lade meldingen gå videre til sognefogderne i Lundby og Gundersted, så der også dér kunne træffes de fornødne foranstaltninger. Vel vidste alle, at krigen stod for døren; men ligefrem overfald af slaver eller tugthusfanger måtte da være meget værre, så her gjaldt det at vise snarrådighed.

Foråret kom tidligt det år, og markarbejdet var allerede begyndt, men Søren Bak fik karlen kaldt hjem og anbragt på ryggen af en hest, for at herredsfogdens budskab hurtigt kunne komme til de før omtalte sogne. Selv løb han over til naboen, gårdmand Kr. Overgaard, der var en rask mand, der tit vidste råd i en snæver vending. Kristen foreslog ham at tage op til skolelærer Kollerup, der dengang boede i Toftegaarden vest for Oudrup kirke; muligvis kunne han få læreren til at lede forsvaret. - Søren Bak mere løb end gik. Hvert øjebliks spild kunne jo forårsage, at man ikke blev beredt til at modtage fjenden.

Skolelæreren var en ældre mand, over midten af tresserne; han havde i sin ungdom under Napoleonskrigene været indkaldt i fjorten år, og deltaget i mangen hård dyst nede i det tyske, så han skulle have alle mulige betingelser for at være en god rådgiver under den forhåndenværende ulykkelige situation.

Læreren syntes at tage sagen med en vis ro; dog kunne han ikke tage afstand fra øjeblikkets alvor. Han havde den dag i sin tærskelo en arbejdsmand, Niels Hornum, der boede i Hummelhaven Oudrup. Han var året i forvejen kommet hjem efter at have siddet i syv år i tugthuset i Rendsborg for tyverier, han skulle have forøvet sammen med den på hele egnen berygtede mestertyv Jens Bager. Tærskemanden mente, at det var helt utænkeligt, at de stakkels slaver, hvoraf flere var lænkede både på hænder og fødder, kunne fuldføre en sådan kraftanstrengelse, som det var at bryde ud af den stærkt bevogtede straffeanstalt.

Det interesserede Søren Bak at vide, hvordan man tog sagen i nabosognene, og skolelæreren indvilligede i, at hans søn, Kristian, kom på ryggen af en hest og skyndsomst red til Engelstrup for at høre, hvad Jakob Borup, der var sognefoged i Vindblæs sogn, mente, der burde gøres. Han kom tilbage med den besked, at Jakob Borup ikke mente, man kunne sidde herredsfogdens ordre overhørig, og at han, som sognefoged i embeds medfør måtte gøre, hvad der kunne gøres, når faren truede i et tilfælde som her.

Da skolelæreren på grund af sin høje alder og svigtende helbred ikke mente at kunne stille sig i spidsen for hæren og lede forsvaret, og da der ikke i sognet fandtes nogen, der havde været korporal eller havde nogen videre militæruddannelse, bestemte Søren Bak sig til selv at overtage anførelsen.

Kommet hjem til gården fik han ved naboers hjælp sendt ridende bud ud til alle beboerne i det noget tyndt befolkede, men vidtstrakte sogn. Alle mandspersoner fra gårde og husmandssteder skulle møde kl. 4 om eftermiddagen ved Oudrup kirke, men også kvinderne og ungdommen fik travle timer med at bære lyng og rafter sammen på den store Tinghøj oven for byen, så baunen kunne tændes, så snart fjenden var i sigte.

Også de ældre kvinder fik noget at forrette. Man skrev breve og formularer, der, når de blev båret på brystet, skulle gøre fædrelandsforsvarerne usårlige for fjendens kugler. Kun kugler af sølv skulle så kunne bide på, og dem mente man ikke, at slaverne havde let ved at komme i besiddelse af. Der gik også denne eftermiddag mange bud til den kloge kone, Maren Haaning, om medikamenter og trylleord.

Det var en ret anselig styrke - vel omkring et halvt hundrede mand - anføreren kunne mønstre, da man var samlet og drog af sted fra kirken og op på Tinghøjen, der var egnens højeste punkt, og hvorfra der kunne ses milevidt omkring. Søren Bak havde hos smeden fået lavet et spyd næsten i lighed med en høtyv, og denne var sat på en alen lang stage; dette våben mente han var bedst anvendeligt. Den øvrige hær var bevæbnet med våben af alle mulige slags. Man lejrede sig på højen, og mens mørket hurtigt faldt på, havde man stadig udkik mod syd. Der sporedes vel nok nogen nervøsitet blandt de fleste, men én ting var alle enige om: ikke at vige for fjenden - der ville vanke brådne pander.

Sent på aftenen var der nogle, der mente at have hørt skud sydpå i heden efter Flejsborg til, og da andre bestemt påstod at have set enkelte ildglimt, troede man, at nu var slaverne ikke langt borte, og man skyndte sig at antænde baunen, der snart blussede op mod himlen i den halvmørke forårsnat. Dette blev signalet til, at der flere steder antændtes bauner, både i Hanherred og rundt omkring. Man troede, at angrebet var begyndt. Men natten gik og morgenen kom, og der viste sig stadig ingen slaver - heller ikke da den lyse dag kom frem. Konerne kom med øllebrød til deres mænd og karle, der var forvågede efter den lange, spændende nat.

Op ad formiddagen kom så herredsfogdens bud, at det hele var løgn og opspind opstået i nogles vilde fantasi sammen med den store uro over den rigtige krig, som man vidste ville komme. Hæren opløstes, og enhver drog til sit.

Der forefaldt selvfølgelig mange begivenheder, som vor tid har moret sig over. En husmandsenke østpå, der var meget overtroisk, og hvis eneste søn også var kommet afsted mod slaverne, havde bagt en tyk pandekage, som hun så sendte med sognets lærer, da denne afgik med sin afdeling den 1. april om morgenen. Da han nåede stedet, hvor karlen skulle være at træffe, var denne allerede afgået med fortroppen, og da læreren var ked af at slæbe rundt med pandekagen hele dagen, og han op ad formiddagen blev sulten, spiste han den. Straks efter kom karlen tilbage, og læreren fortalte ham hele sammenhængen og tilbød at betale kagen. Det lod til, at karlen blev meget nedtrykt, og da læreren trængte nærmere ind på ham, forklarede han, at hans moder havde indbagt 25 store lus i pandekagen. Maren Haaning fra Vindblæs havde nemlig oplyst, at når lusene blev anvendt, skulle der ikke være nogen fare for den unge mands liv. Det fortælles, at læreren fik svære opkastninger ved meddelelsen!

Et andet sted i Himmerland var der en husmandsenke, der kun havde en tjenestedreng, som også måtte med hæren mod slaverne. Konen, der holdt meget af drengen, fulgte bagefter med sin trillebør, og da man spurgte, hvorfor hun ville med, svarede hun: »Jeg ser jo nok ikke drengen levende mere, og så vil jeg så gerne have hans lig med hjem«. Hun troede, som så mange andre, at det var den visse død, hæren gik i møde.

I et sogn på samme egn var der en ældre, noget trivelig forvalter, der eksercerede med mandskabet. Det kneb for ham at holde orden på de uøvede bønderkarle - nogle drejede højre og andre venstre om, og det hele var forvirring. Forvalteren, der havde været korporal, blev hidsig og råbte: »Klodrianer, I skal gøre som jeg gør«, hvorefter han trådte et skridt tilbage og faldt baglæns i en kalkkule, der var fyldt med vand!

Den hele kommers varede blot et døgn. Bagefter gik der flere steder det rygte, at det var kong Frederik den syvende, der havde udspredt historien om slaverne for at se, hvad folket duede til. Ialt regnede man med, at der alene i Aalborg amt var kaldt ca. 16000 mand under våben foruden soldaterne, der rykkede ud fra Aalborg.

De senere generationer har moret sig over disse begivenheder; men det er på en måde uretfærdigt, da man jo sagtens kan være lystig, når faren er ovre. Vore forfædre greb til våben - ikke blot de yngre, men også de ældre, mænd helt op over de tres, og halvvoksne drenge; de var rede til at ofre livet for fædrelandet.
 
 
 
 
 

Birkegårdsslægten: Anetavle

————————————————————————————————————————

1. generation

————————————————————————————————————————

1. 8 Børn født på Birkegården 1891-1911

Niels Christian, Dorthea, Poul, Marie, Sigurd, Jens, Frederik og Signe Haldrup.
 
 

2. generation

————————————————————————————————————————

2. Niels HALDRUP Birkegård. Født 29 august 1864. Død 1937.

Købte Birkegård i Sønderlade. Sluttede sig til Indre Mission, menighedsrådsmedlem, medlem af provstiudvalg osv. Boede sine sidste år i villa i Overlade. Kilde: Kollerup [1] s. 167 ff.

3. Hedevig POULSEN. Født 19 maj 1867.
 
 

3. generation

————————————————————————————————————————

4. Niels Christensen TOLSTRUP Haldrupgård. Født 14 marts 1828. Død 14 august 1889.

Som ældre kaldt Haldrup efter sin gård, Haldrupgård i Vilsted sgn. (som han overtog efter sin far), sogneforstander og kommunens valgmand til landstingsvalget i Aalborg, engageret i vækkelsen i 60'erne. Købte nabojorde til Haldrupgård, som 1885 afstodes til sønnen Troels. Opførte herefter ny gård, Ny Haldrupgård, på hedebakkerne ved Hobro-Løgstør-landevejen. Denne overtoges af datteren Karen. Fik 12 sønner og 2 døtre, men kun 3 sønner og 1 datter blev voksne. Kilde: Kollerup [1] s. 151 ff.

5. Dorthea Marie Troelsdatter BRO. Født 22 maj 1834 i Aars sgn. Aalb. A. Død 1903.

Gårdmand i Engelstrup (Vindblæs sogn) iflg. Kollerup [1] s. 67. Var 14 år ved folketællingen i 1845.

7. Ane Marie Christiansdatter BRO. Født 6 maj 1837. Død 6 august 1908 i Salling.
 
 

4. generation

————————————————————————————————————————

8. Christen Christensen TOLSTRUP Haldrupgård. Født ca. 1790 i Tolstrup, Aars Sgn. Aalb.A. Død 1 juli 1844.

Tjente i Vollesgård, før han ved giftemål kom til Haldrupgård, begge Vilsted Sogn. Efternavnet (kaldenavn) refererer til Tolstrup ved Aars, hans fødested. Gaardnavnet Haldrupgaard går mindst tilbage til 1545, hvor Chr. II gav abbed på Vitskøl Anders Andersen livsbrev på en del gårde, bl.a. "Haldrupgaard". Kollerup [1] s. 151, 247. [2], s. 76 f.

9. Marianne JØRGENSDATTER. Født ca. 1797 i Vilsted sgn. Død 17 juni 1870.

Hendes første mand Niels Christensen Oustrup var enkemand efter Ane Nielsdatter, enke efter Christen Pedersen (død 1794), som var den første ejer af Haldrupgård. Fra 1856 aftægtskone hos sønnen Niels (nr. 4) på Haldrupgård.

10. Troels Jensen BRO gårdejer. Født 1797 i Aars sgn. Aalb. A. Død 1870.

Ejer af gård i Flejstrup efter sin far (nr. 20). Kilde: Kollerup [1] s. 36. I FT 1845 Flejsborg sgn., Aars H., Aalb A., kaldes gården "Svenstrup Gaarde".

11. Anna Birgitte SIMONSDATTER. Født 1800 i Vindblæs Sgn., Aalb.A.

12. Poul JENSEN STRÆT gårdmand. Født ca. 1780 i Vester Stræt, Vilsted sgn.

Er ved folketællingen 1845 66 år, gårdmand i Engelstrup by, Vindblæs sogn, gift med 4 sønner (16, 14, 12 og 9 år). Han angives at være født i Vilsted sogn, måske Vester Stræt (han optræder nemlig med tilnavnet Stræt i forbindelse med sine børns fødsler), hvorimod hans kone er født "heri sognet".

Han er formodentlig den Poul Jensen, der i 1787, 7 år gammel, er "antaget til opdragelse" hos Paul Christensen i Øster Stræt, og i 1801, 20 år, er tjenestekarl samme sted, nu hos sønnen i gården Jens Poulsen, hans senere svigerfar (nr. 26).

13. Kirsten JENSDATTER. Født ca. 1796 i Vindblæs sgn.

14. Kristian Christensen BRO Mølgård. Født 1792. Døbt 18 juli i Vilsted Kirke. Død 1850.

I årelang tjeneste hos gårdmænd i Krogstrup, der siden hjalp ham til at købe gården Mølgård i Vindblæs. Kollerup [1] s. 25 ff.

15. Hedevig THOMASDATTER. Født 1793. Død 1866.

5. generation

————————————————————————————————————————

16. Christen CHRISTENSEN gårdmand. Født ca. 1745.

Var ved folketællingen i 1787 og 1801 "Bonde og Gaardmand" i Tolstrup, Aars sogn.

17. Anna LAURITSDATTER. Født ca. 1767.

18. Jørgen MADSEN gårdejer. Født ca. 1764. Død 1838.

Ejer af nabogård til Haldrupgaard i Vilsted sogn iflg. Kollerup [2] s. 79 er der tale om den store Haldrup Søgaard på 40,5 ha. Ved folketællingen 1801 angives han at være "fattig selvejer husmand og murermester", 37 år, gift med 2 døtre på 2 og 4 år og bosiddende i "Haldrupgaard og huse".

19. Zidsel HANSDATTER. Født ca. 1763.

Ved folketælling 1845 er hun som enke på aftægt hos datteren Ane Magdalene. Hendes fødested angives da til Bjert(?). Der er et Bjert sogn i Ribe amt (Vejle).

20. Jens Christensen BRO gårdejer. Født 1759 i Vilsted. Død 1832 i Flejsborg.

Kom i tjeneste hos sin bror (nr. 28) Christens svigerfar, Troels Madsen (nr. 45) i Flejsborg Svenstrup i Vilsted sgn. og giftede sig få år derefter med den ældste datter, Inger Marie (nr. 21). I 1797, da svigerfaderen har giftet sig igen og er flyttet til Haldrup, overtager han fæstet af gården i Flejsborg Svenstrup, som han siden i 1806 køber til selveje for 1000 rd. Fra Jens Bro "stammer Svenstrupslægten, Hornbækslægten og den stærkt udbredte Haldrupslægt". Kilde: Kollerup [1] s. 36, 82, 135.", [2] s. 53 f.

21. Inger Marie TROELSDATTER. Født 1765. Døbt 17 marts i Vilsted Kirke. Død 1837.

22. Simon CHRISTENSEN Højsletgaard. Født ca. 1759. Død 24 august 1816 i Vindblæs sgn.

Muligvis den Simon der træffes som tjenestekarl hos Christen Christensen, Kornum By og Sgn, ved FT 1787. Ved FT 1801 "husbonde, bonde og gaardbeboer" i Vindblæs By og Sgn., Aalb. A. Gården er iflg. Kollerup [2] (s. 181) den store selvejergård "Højsletgaard".

23. Karen POULSDATTER. Født ca. 1774.

24. Jens JENSEN Vester Stræt. Født 7 juli 1743. Død 30 januar 1792.

Gårdmand på Vester Stræt i Vilsted sogn. Den sandsynlige far til Poul (nr. 12). De havde 5 andre børn. Kilde: Mormonernes database.

25. Maren CHRISTENSDATTER. Født 1744 i Øster Stræt, Vindblæs sogn(?). Død 1836.

Formodentlig datter af Christen Mortensen og Maren Larsen, der døde hhv. 19 marts 1755 og 16 april 1758 på Øster Stræt i nabosognet Vindblæs. Sønnen Poul (nr. 12) er da vokset op hos hendes bror Paul Christensen.

26. Jens POULSEN Øster Stræt. Født 1761 i Øster Stræt, Vindblæs sgn. Døbt 30 august i Vindblæs Kirke. Død 9 januar 1812. Begravet 19 januar i Vindblæs Kirke.

Ved folketællingen 1801 for Vindblæs 38 år "Husbonde, bonde og gaardbeboer" på gården Øster Stræt (40,3 ha). Han må have overtaget gården efter sin far. På gården som sagt også "Poul Jensen, 20, Ugift, tjenestekarl", vel sagtens hans fætter og kommende svigersøn. Om hans død skriver Kollerup [2] s. 196 f. "Helligtrekongersdag 1812 var han gået til Engelstrup for at besøge sin familie her [må være datteren Kirsten]; men på hjemvejen om aftenen satte han livet til i et frygteligt snevejr; han var faldet i Engelstrup bæk og var blevet drivvåd, så han bukkede under i den stærke kulde. Først efter at beboerne i Vilsted og Engelstrup havde søgt i tre dage, fandt man hans lig under en stor snedrive på Hulegaardens mark. Gården gik nu over til sønnen Niels Jensen"

27. Johanne Kirstine CHRISTENSDATTER. Født 1764. Døbt 24 november i Vilsted Kirke. Død 9 maj 1838 i Øster Stræt. Begravet 20 maj i Vindblæs Kirke.

28. Christen Christensen BRO fæster. Født ca. 1756. Død 21 april 1832. Begravet 29 april i Vilsted Kirke.

Kom i tjeneste hos sin senere svigerfar Troels Madsen (nr. 58), der var enkemand med 3 døtre fra 1788. Efter giftemålet fæster af ejendom under Vaar i Vilsted Sgn. og By, hvor han døde. "Stammefader til en stor slægt, der spredtes i egnen, dog særlig i Vindblæs og Oudrup sogne, og som har talt mange dygtige kommunalmænd.". Kollerup [1] (s.25 ff.) [2] (s. 53).

29. Otteane TROELSDATTER. Født 1767 i Flejsborg-Svenstrup, Vilsted sogn. Døbt 3 november i Vilsted Kirke. Død 15 maj 1837. Begravet 21 maj i Vilsted Kirke.

30. Thomas PEDERSEN husmand. Født ca. 1755.

Husmand i Vilsted. Kollerup [1] s. 26. Ikke fundet FT 1787. I FT 1801, 46 år, betegnet "huusmand med jord i yderlig armod". Han har da 4 børn i alderen 2-11, men Hedvig (nr. 15, som da er 8-9) er ikke blandt dem. Måske i pleje?

31. Hedevig CHRISTENSDATTER. Født ca. 1761.
 
 

6. generation

————————————————————————————————————————

32 Christen. Død ca. 1750.

Må være død før sønnen Christen (nr. 16) blev 7 år.

33. Kirsten CHRISTENSDATTER. Født ca. 1709. Død før 1801.

Boede ved FT 1787 i Tolstrup, Aars sgn. hos sønnen Christen (nr. 16.) af 1. ægteskab, 78 år gammel og "nyder Almisse af Sognet". Må være død før 1801.

40. Christen Jensen BRO fæster. Født 1730. Død februar 1775 i Vilsted.

Overtog af uforklarlige grunde ikke fæstet efter sin far, men fæstede istedet et hus i Vilsted By også under godset Vaar. Døde på den tilfrosne Vilsted Sø februar 1775, da isen bristede."Gamle folk mener, at de kunne huske, at deres bedsteforældre talte om, at to mænd en vinterdag satte livet til ved at køre over søen, at isen gik i stykker, og både mænd og heste druknede. Den daværende præst i Vilsted, hr. Hvass, giver i kirkebogen en bemærkning om, at de ynkelig druknede. Begivenheden har selvsagt vakt megen opsigt i egnen". Ved skiftet efter ham var der intet til arvingerne. Enken med børn (den yngste 10 år) fik lov at forblive i huset. 8 børn, heraf 2 sønner begge ved navn Jens og begge levende ved skiftet efter deres far. Kollerup [1] (s.17, 19 ff., 35).

41. Anna MIKKELSDATTER. Født 1729. Døbt 17 december i Bjørnsholm Kirke. Død 22 marts 1801 i Vilsted.

Herkomst ukendt.

42. Troels MADSEN fæster. Født 1731. Død 20 april 1810 i Flejsborg-Svenstrup, Vilsted sogn. Begravet 29 april i Vilsted Kirke.

Gårdfæster i Flejsborg Svenstrup i Vilsted sgn. Gik efter sin kones død 1788 alene i den store gård sammen med sine tre voksne døtre. Disse piger skal have været så ualmindelig dygtige til at hjælpe med gårdens drift, både ud- og indvendigt arbejde. De ikke alene pløjede og harvede, men spredte al gødningen, samlede sten af markerne, slog lyng, gravede hedetørv, passede kreaturerne og drev med den tids store fåreflokke i heden. Folketællingslisten fra 1787 udviser også, at Troels Madsen ikke har haft anden arbejdskraft i gården end sine døtre. Giftede sig for 2. gang som 67-årig med Karen Justdatter, og 1797 overtog han hendes hjem i Haldrup i Vilsted sogn, hvorved Svenstrup-gården overgik til svigersønnen Jens Bro (nr. 20). Karen Justdatter må være død kort tid efter. Ved folketællingen 1801 bor Troels M. som enkemand hos Jens Bro og datteren Inger Marie. Kollerup [1] s. 25, [2] s. 53.

43. Ane CHRISTENSDATTER. Født 1728 i Borregaard, Bjørnsholm sogn. Døbt 25 marts i Bjørnsholm Kirke. Død 1788. Begravet 27 april i Vilsted Kirke.

"Mariæ besørgelsesdag hafde Christen Nielss i Borregaard et barn til daaben nafnet: Anne. Testes: Peder Jenssøns kone, Christen Skræder, bror Døbts søn og datter" (Bjørnsholm kirkebog 1728).

52. Paul CHRISTENSEN Øster Stræt. Født ca. 1715. Død før 1801.

Ved folketællingen 1789 72 år "Husbonde, bonde og gaardbeboer" på gården Øster Stræt i Vindblæs sogn, gift åbenbart for 2. gang med Kirsten Andersdatter. Sønnen Jens (den eneste) er 24 år og "af 1. ægteskab". I huset er også Poul Jensen, 7 år gammel, "antaget til opdragelse". Han er fortsat på gården i 1801, som tjenestekarl hos sønnen Jens, og bliver senere gift med dennes datter Kirsten Jensdatter.

Efter al sandsynlighed er Paul Christensen søn af Christen Mortensen og Maren Larsen, der døde hhv. 19 marts 1755 og 16 april 1758 på Øster Stræt. Det omtalte plejebarn Poul er muligvis søn af hans søster Maren Døbtsdatter (1744-1836) og Jens Jensen (1743-1792) på Vester Stræt i nabosognet Vilsted.

53. Karen GREGERSEN. Død før 1787.

56. Christen Jensen BRO fæster = nr. 40

57. Anna MIKKELSDATTER = nr. 41

58. Troels MADSEN fæster = nr. 42

59. Ane CHRISTENSDATTER = nr. 43

7. generation

————————————————————————————————————————

80. Jens Christensen BRO fæster. Født 1696 i Vilsted. Død 5 november 1750 i Vilsted.

Fæster af gård i Vilsted under godset Vaar. Ved skiftet efter ham opgøres boet ganske vist til godt 111 rigsdaler, men da gælden også er stor, bliver der intet til arvingerne. Enken blev dog på gården til sin død to år senere. Kollerup [1] (s.12 ff.), [2] (s. 45 ff.) .

81. Karen CHRISTENSDATTER. Født 1693. Døbt 30 juli i Vilsted Kirke. Død 1752. Begravet 10 september i Vilsted Kirke.

86. Christen NIELSEN (PAV) bonde. Født ca. 1702. Død 1761. Begravet i Bjørnsholm Kirke.

Er ved sin død 59 år: "1761 Christen Nielsen af Borregaard. 59 aar. under sang og liigprædiken. Text: 2 cor. 6. cap. Jeg bønhørde dig paa den behagelige tiid, etc." (kirkebogen). Hans mor døde 1737: "Die oium Ganet Christen Pavis moder".

112. Jens Christensen BRO fæster = nr. 80

113. Karen CHRISTENSDATTER = nr. 81

118. Christen NIELSEN (PAV) = nr. 86
 
 

8. generation

————————————————————————————————————————

160. Christen Nielsen BRO fæster. Født 1654 i Vilsted. Død april 1728 i Vilsted. Begravet 29 marts i Vilsted Kirke.

"Mange børn", hvoraf de fleste døde som små. Giftede sig som enkemand 2. gang med "ældre pige" fra et nabosogn. Begravet på kirkegården i Vilsted 2. påskedag 1728.Kollerup [1] (s.12), [2] (s. 44).

161. Kirsten CHRISTENSDATTER. Født 1656 i Vilsted. Død 14 marts 1700 i Vilsted.

162. Christen Nielsen SMED gårdfæster. Født ca. 1645. Død 1719. Begravet 27 juli i Vilsted Kirke.

Fæster under Vaar(?). Kollerup [1] (s.12).

163. Maren GUNDESDATTER. Født ca. 1659. Død 1726. Begravet 23 januar 1726 i Vilsted Kirke.

224. Christen Nielsen BRO fæster = nr. 160

225. Kirsten CHRISTENSDATTER = nr. 161

226. Christen Nielsen SMED gårdfæster = nr. 162

227. Maren GUNDESDATTER. = nr. 163
 
 

9. generation

————————————————————————————————————————

320. Niels JENSEN fæster. Født 1615. Død 1682. Begravet 4 oktober i Vilsted Kirke.

I Vilsted sogns ældste kirkebog, der er påbegyndt 1679, har den nuværende præst, hr. Søren Christensen, noteret følgende: »Den 4. Oktober 1682 begravet Niels Jensen over Broen«. Om denne mand vides der intet ud over, at det ser ud til, han har boet hinsides broen. Måske har han været en slags brofoged og opkrævet penge af dem, som passerede broen, hvilket var almindeligt dengang til broernes vedligeholdelse, og så har han jo oplevet svenskekrigene med den hårdhændede besættelse af egnen. Kollerup [1] (s.12), [2] (s. 44).

448. Niels JENSEN fæster = nr. 320
 

Referencer
[1] Chr. Kollerup: En vesthimmerlandsk bondeslægt. Slægten Bro med sidelinjer, Løgstør 1951
[2] Chr. Kollerup: Vesthimmerlandske Sognehistorier, Løgstør 1964